Selskabet bag fodbold- og håndboldklubben FC Midtjylland kommer ud af regnskabsåret 2012/13 med et underskud på 2,5 millioner kroner. 

På trods af, at der er minus på kontoen, så er det en klar forbedring i forhold til sidste års regnskab, der lød på et minus på 36,3 millioner kroner.

Forbedringen på 34 millioner kroner skyldes primært et fald i personaleomkostninger og andre udgifter og specielt en stigning i transferresultat på 18,2 millioner kroner.

Læs også:Igboun: Derfor sagde jeg nej til OB og Brøndby

- Jeg er enormt stolt over det arbejde alle i virksomheden har udført i sidste regnskabsår og som er fortsat efter sommerferien. Vi har formået at omkostningstilpasse og spare 30 mio. heraf knap 20 mio. på spillerlønninger og samtidig opnå sportslig succes på banen som Danmarks bedste hold i kalenderåret 2013. Det er præstation, man kun sjældent ser nogen steder, siger direktør Claus Steinlein til FCM's hjemmeside.

Formand i FCM Holdning A/S Johnny Rune peger også på stigningen i antallet af unge spillere af egen avl, der har fået debut på superligaholdene, som et tegn på, at FCM Holdings strategi med at satse på udvikling af egne talenter fungerer i håndbold- såvel som i fodboldafdelingen.

- Udviklingen viser, at vi formår at tiltrække de største unge danske talenter, og så formår vi på fodboldfronten at udvælge de rigtige spillere fra vores satellitklub FC Ebedei i Nigeria, siger Johnny Rune til hjemmesiden.

FC Midtjylland forventer for det igangværende regnskabsår en nettoomsætning på ca. 80 mio. kr. og et resultat før spillersalg mellem minus 10 og 16 mio.

- På grund af usikkerhed om tidspunkt og pris for salg af spillere, har vi undladt at budgettere med transfer indtægter for 2. halvår, siger FCM-formand Johnny Rune.