Lukas Spalvis stod for udligningen til slutresultatet 1-1 efter FC Midtjyllands kontroversielle føringsmål.

Herning: AaB holder fortsat FC Midtjylland bag sig i superligatabellen, efter at nordjyderne fik 1-1 med hjem fra Herning i en velspillet topkamp.

Topscorer Lukas Spalvis sørgede kort inde i anden halvleg for den scoring, der sikrede Lars Søndergaards mandskab det ene point, da han headede Patrick Kristensens indlæg i kassen.

Det var en naturlig udvikling, fordi AaB havde tiltvunget sig initiativet efter at være kommet bagud på en kontroversiel scoring før pausen.

FC Midtjyllands angriber Paul Onuachu blev flået omkuld af Kenneth Emil Petersen og fik tilkendt et straffespark af dommer Mads-Kristoffer Kristoffersen.

På tv-billederne kunne det dog se ud, som om AaB-stopperen akkurat nåede at give slip på den lange angriber, inden han nåede ind i straffesparksfeltet, så der rettelig skulle have været dømt frispark.

Jakob Poulsen var naturligvis ligeglad og sendte bolden sikkert i nettet fra 11-meter-pletten.

Mens det var AaB's første betydende kamp efter vinterpausen, har FC Midtjylland varmet op med to kampe mod Manchester United, men nogen stor forskel i kampformen var nu ikke til at få øje på på MCH Arena.

FCM-træner Jess Thorup gav til gengæld en prøve på den imponerende bredde i truppen ved at sende Marcos Ureña direkte fra startopstillingen på Old Trafford og op på tribunen i Herning.

I stedet var først Onuachu og siden Martin Pusic spydspids for mestrene, der burde have afgjort kampen otte minutter før tid.

En fri Mikkel Duelund afsluttede lige på målmand Nicolai Larsen, og da AaB-forsvaret efterfølgende kludrede grusomt i det, fik Vaclav Kadlec en åben chance, som han sendte på overliggerens overkant.

Nu blev det ved pointdelingen, som de formentlig er tilfredse med i FC København, der har et forspring på tre point til AaB og har en kamp til gode.

Den står mod FC Midtjylland på torsdag. Midtjyderne er før det møde seks point efter førerholdet.

/ritzau/