FCM's sportsdirektør, Claus Steinlein, fastslår, at Paul Onuachu ikke bliver solgt i dette transfervindue.

FC Midtjyllands topscorer, Paul Onuachu, er flittigt blevet nævnt i forhold til et eventuel salg i dette transfervindue. Claus Steinlein, sportsdirektør i FCM, afviser dog, at Onuachu bliver solgt i dette transfervindue.

»Paul (Onuachu, red.) bliver ikke solgt i dette transfervindue,« siger Claus Steinlein.

»Der skal komme et helt vildt bud fra en anden planet, som aldrig er set før i dansk fodbold, inden vi sælger ham,« siger sportsdirektøren.

 
FC Midtjylland spillede 1-1 mod Lyngby BK i 7. runde af Superligaen.
Vis mere

23-årige Paul Onuachu, der har lavet fire mål i fire kampe i indeværende sæson, har ellers været nævnt i forbindelse med et skifte til tyske Werder Bremen. Det er spekulationer, som Claus Steinlein kan afvise.

»Werder Bremen har ikke lagt noget bud på Paul Onuachu. Der har ikke været noget konkret på ham overhovedet,« siger Claus Steinlein.

Der er dog andre spillere, der er på vej væk fra FCM.

»Filip (Novak, red.) skal sælges. Der er rigtig mange henvendelser på ham,« siger Claus Steinlein.

»Jeg håber, at vi kan finde en klub, som vil betale, hvad vi forlanger,« siger sportsdirektøren.

Ud over Novak er der også et par spillere, som skal lejes ud.

»Jákup Thomsen og Mikael Anderson vil vi gerne have lejet ud,« siger Claus Steinlein.

Lørdag solgte midtjyderne angriberen Martin Pusic til FC København. Det er et salg, som Claus Steinlein er glad for.

»Vi fik mere for Martin Pusic;, end vi har givet for Alexander Sørloth, hvilket vi er rigtig godt tilfredse med,« siger Claus Steinlein.

Transfervinduet i Danmark lukker på torsdag d. 31. august kl. 23.59.

/ritzau/