FC København er dybt begravet.
Begravet i en gigantisk krise.
For den danske hovedstadsklub rendte søndag aften ind i et nyt lavpunkt, da Jacob Neestrups mandskab tabte med 0-2 på hjemmebane til Sønderjyske.
Dermed overvintrer københavnerne blot på femtepladsen i Superligaen. Alt imens kriselamperne fortsætter med at blinke.
Og ifølge panelet i seneste episode af B.T.s podcast 'B.T. Fodbold' er det bestemt ikke utænkeligt, at krisen kommer til at fortsætte i starten af forårssæsonen.
For der venter nemlig et mareridtsprogram for FCK.
»De starter jo allerede i januar mod Napoli og derefter FC Barcelona. Og så åbner de Superliga-foråret ude mod FC Midtjylland. Det er jo en mareridtsstart,« lyder det fra medvært, Jakob Kløcker, inden han fortsætter:
»Det er en voldsom start med tre så store brag. For Jacob Neestrup er det måske godt, at de har de her CL-kampe så tidligt. For så de kommer de op på dupperne i stedet for at spille nogle ligegyldige træningskampe.«
»Men jeg tror, det er fansene store skræk, det her. For det kan jo gå helt galt.«
Programmets vært, Jonas Ryefelt, stemmer i.
»Der skal virkelig ske noget i den vinterpause. De kan nærmest ikke engang tillade sig at holde jul eller nytår. De skal på træningsbanen. Selvfølgelig skal de have en pause, men de bliver jo nødt til at finde sammen igen hurtigt,« mener han.
Du kan høre hele diskussionen om FCK-kollapset i Parken i seneste episode af 'B.T. Fodbold' herunder:
