FC København har fået en historisk dårlig start på Superligaen med tre nederlag i tre kampe. Derfor var det da også helt naturligt, at krisesnakken var det altoverskyggende tema ved mandagens træning, hvor spillerne skulle forsøge at få søndagens nederlag på 1-3 til Randers ud af kroppen.

Skal krisesnakken forstumme, så skal Nicolai Jørgensen hurtigst muligt tilbage på fodboldbanen - det er holdningen hos flere iagttagere. Jørgensen har været skadet og ude af holdet i den miserable indledning på Superligaen, men vurderet ud fra indsatsen på træningsanlægget mandag, så ligner han en mand, der snart er kampklar for de danske mestre.

- Jeg håber selvfølgelig at spille på søndag (mod FC Nordsjælland, red.). Det er i hvert fald - måske - planen, hvis man kan sige det sådan. Det kommer an på, hvordan det går i den her uge. Men status er, at jeg er ved at være klar, siger Jørgensen.

Mange peger på dig som manden, der kan gå ind og løse jeres problemer. Hvordan ser du på det?

- Det kommer an på, hvordan jeg spiller. Der bliver snakket meget om det, men jeg tror egentlig ikke, at det er som om, at der kommer en helt tilbage eller noget. Det kommer til at tage nogle uger, inden jeg er i form igen. Så det er holdet, der skal løfte sig. Det har ikke noget med mig at gøre. Selvfølgelig vil jeg gerne spille og bidrage med alt det, jeg kan. Men i sidste ende er det op til holdet, siger Nicolai Jørgensen.

Nogle spillere taler allerede om, at man er lidt mentalt mærket af de her tre nederlag. Hvordan synes du, at holdets mentale tilstand er lige nu?

- Det har jeg heldigvis ikke været en del af, fordi jeg ikke har været med inde på banen, så jeg har måske ikke fået lige så meget af det ind i hovedet. Men selvfølgelig har jeg også været frustreret udenfor banen. Og jeg kan godt forstå, hvis det giver et lille gok i nøden. Men nu er det en ny dag, og så må vi videre, lyder det fra Nicolai Jørgensen.