Kévin Gameiro og Diego Costa scorede målene for Atlético Madrid i søndagens 2-0-sejr.

Kravet til Atlético Madrid var søndag en sejr hjemme mod Athletic Bilbao, hvis spændingen skulle bevares i toppen af Primera Division.

Barcelona gjorde sit ved at vinde lørdag eftermiddag og øgede dermed forspringet til Atlético, men Madrid-klubben svarede søndag igen med en 2-0-sejr over Bilbao.

Efter en målløs første halvleg kom der gang i scoringen.

Atlético Madrids Kevin Gameiro, der også var en af bødlerne i torsdagens afklapsning af FC København i Europa League, åbnede ballet.

I det 67. minut sendte han bolden fladt i det modsatte hjørne til 1-0 og scorede sit femte sæsonmål i ligaen.

Angrebskollegaen Diego Costa gjorde ham kunsten efter ti minutter før tid med en sikker scoring, da han slap igennem Bilbao-forsvaret.

Atlético holder dermed kursen med fjerde sejr på stribe i Primera Division. Holdet har i de første 24 runder høstet 55 point.

Det er dog stadig en del færre end FC Barcelona, der fører med syv point ned til Atlético og synes at være på vej mod det spanske mesterskab.

/ritzau/