FCK's kvinder får bank af forsvarende mester i debut i A-ligaen
HB Køges forsvarende danmarksmestre vandt tirsdag aften 3-0 over FC København i kvindernes A-Liga.

HB Køges forsvarende danmarksmestre vandt tirsdag aften 3-0 over FC København i kvindernes A-Liga.

Foran hjemmepublikummet i Vanløse fik FC København langtfra en prangende debut i landets bedste fodboldrække for kvinder, A-Ligaen.
De forsvarende danmarksmestre fra HB Køge var en stor mundfuld for FCK og vandt sikkert 3-0 i en kamp, hvor udeholdet havde chancer til endnu flere scoringer.
Efter knap 20 minutter kom HB Køge i front, da Kyra Carusa fik bolden i mål.
Den irske landsholdsspiller Carusa er op til denne sæson vendt hjem til HB Køge, hvor angriberen tidligere har haft stor succes.
Og det var også et succesfuldt comeback for Carusa, der assisterede Emelia Oskarsdottir ved 2-0-målet, inden hun selv blev dobbelt målscorer i anden halvleg.
HB Køges kvinder vandt både mesterskabet og pokaltitlen i seneste sæson.
Det var klubbens fjerde mesterskab i historien, efter at det også blev til DM-guld tre år i træk fra 2021 til 2023.
FC Københavns kvindehold blev grundlagt i 2024 og er på to sæsoner rykket op fra 2. division til landets bedste række.
RITZAU