Jens Stage lignede én, der lige havde tungekysset med en citron, da han trådte ud i mixed zone efter torsdagens Europa League-brag.
Den hæsblæsende og højintense Europa League-kamp mellem FC København og den skotske storklub endte i en retfærdig 1-1-løsning i Parken.
Københavnerne fik dog alle tiders chance for at stjæle sejren, da VAR-dommerne tildelte hjemmeholdet et straffespark med et kvarter tilbage.
Men ak, Jens Stage missede sparket fra 11-meter-pletten. Til enorm skuffelse for de fleste af de over 34.000 tilskuere i nationalarenaen.
Fansene tilgav dog Jens Stage og kaldte ham efter slutfløjt frem til sanghyldest. En gestus, som kom bag på aarhusianeren.
»Det var ufortjent, at fansene gav mig den hyldest. Jeg skuffer dem jo.«
»Jeg var sikker på, at jeg ville sparke den ind.. Jeg troede på mig selv. Men jeg er ked af, at jeg skulle skuffe 34.000 tilskuere. Og mine holdkammerater. Jeg kommer ikke til at sove så godt i nat,« lød det fra københavnernes midtbanemotor.
Det var på forhånd aftalt, at det var Stage eller Michael Santos, der skulle sparke et eventuelt straffespark.
Og da den uruguayanske angriber var skiftet, vidste Jens Stage straks, at ansvaret hvilede på hans skuldre.
»Jeg var rimelig hurtigt klar over, at der var straffespark. Og jeg håbede egentlig bare, at det (VAR-vurderingen, red.) ville blive afviklet hurtigt, så jeg kunne få lagt den bold og få sparket den over til venstre.«
»Men det lykkedes ikke, og det er noget pis,« lød det med forbitrelse i stemmen fra den uheldige FCK'er
Københavnerne spiller allerede på torsdag returkamp i Glasgow.