FC København har kontaktet PSG med henblik på at købe den 20-årige forsvarsspiller Presnel Kimpembe, men har fået et nej fra den parisiske mesterklub.

Talentet er simpelthen for stort til, at PSG vil lade den franske U21-landsholdsspiller skifte på en permanent kontrakt. I stedet er de franske mestre interesserede i at leje Kimpembe ud - men ikke lige nu. Det skriver franske Le Parisien.

I følge den franske avis er Presnel Kimpembe en af de mest efterspurgte spillere denne vinter, og PSG ser da også en lovende fremtid i forsvarsspilleren. Derfor afviser klubben at sælge, men man er åben for at leje ham ud og eventuelt tage ham tilbage efter et til to år.

Om FCK er interesserede i sådan en løsning, melder historien dog ikke noget om. BT har forsøgt at indhente en kommentar fra FCK-træner Ståle Solbakken, men han vil ikke kommentere på Le Parisiens artikel.

Den amerikanske klub New York City FC har også spurgt til muligheden for at leje Presnel Kimpembe, men har ligeledes fået et nej. Først til sommer vil PSG i følge Le Parisien være parat til at leje talentet ud.

Presnel Kimpembe har blot spillet en kamp i Ligue 1 og en enkelt pokalkamp for PSG. Desuden har han spillet ungdomslandskampe for både Frankrig og Congo.