Det har længe buldret og braget i og omkring FC København.
På banen står holdet i den største krise længe set med ét point i de seneste otte Superliga-kampe og en plads i nedrykningsspillet. I den periode har man sagt farvel til sportsdirektør Sune Smith-Nielsen og skiftet cheftræner Jacob Neestrup ud med Bo Svensson.
Samtidig har den officielle fanklub og Sektion 12 Foreningen i hvert deres brev udtrykt stor bekymring over klubbens udvikling både inden for kridtstregerne og på ledelsesgangen.
Søndag debuterer den mangeårige spiller og anfører Bo Svensson så som cheftræner mod Silkeborg, og forud for det opgør sætter FCK ord på den "udfordrende situation", klubben befinder sig i.
- Vi ved, hvad der skal til, og med fuld opbakning til handlingsplanen arbejder vi fokuseret for at bringe klubben tilbage på det niveau, som I - og vi - med rette forventer af FCK, skriver klubben.
Bo Svensson bliver kaldt "et særdeles vigtigt element", mens det understreges, at målet er at blive dansk mester igen i 2027.
- Vi har allerede truffet store, tunge beslutninger på vigtige poster, og vi er i gang med en omfattende omstrukturering af den sportslige organisation, som bliver styrket og optimeret. Vi har sat adskillige konkrete initiativer i gang, og vi investerer målbevidst i de områder, der skal føre os tilbage på toppen.
FCK har endnu ikke præsenteret, hvordan den kommende sportslige organisation skal se ud, eller hvem der erstatter Sune Smith-Nielsen som sportsdirektør, men skriver blandt andet, at Fodboldudvalget i klubben tilføres yderligere kompetencer.
Derudover er man meget tæt på at kunne præsentere konkrete tegninger for et nyt træningsanlæg på Frederiksberg.
- Klubben står stærkt økonomisk, og netop det gør, at vi kan handle hurtigt og målrettet. Vi har bygget en klub med et økonomisk fundament, der har styrken til at slå tilbage.
- Så selv om den øjeblikkelige situation er svær, ser fremtiden alligevel lys ud for FCK. Vi har økonomien, opbakningen, planen og ressourcerne til at eksekvere på de nødvendige forandringer, lyder det fra hovedstadsklubben.
FCK er aktuelt at finde i Superligaens nedrykningsspil. Dermed kan hovedstadsklubben højest blive nummer syv i landets bedste række. Det er 26 år siden, at FCK er sluttet som nummer syv eller lavere.
/ritzau/
