FC København har tre spillere tilbage fra skader i den trup, som træner Bo Svensson har udtaget til torsdagens playoffkamp mod Brøndby om en plads i europæisk fodbold.

Angriberen Viktor Dadason, kantspilleren Elias Achouri og stopperen Gabriel Pereira er med i bruttotruppen på 21 spillere. De sad alle ude i den seneste kamp mod Randers.

Der skal dog sies en enkelt spiller fra inden kampen på Brøndby Stadion.

Opgøret er vigtigt for begge mandskaber, da FCK og Brøndby kæmper om en plads i kvalifikationen til næste sæsons Conference League.

Mens en trio vender tilbage, er kantspilleren Robert Silva blevet skadet og ude af truppen. Det samme er angriberen Andreas Cornelius samt langtidsskadede Magnus Mattsson og Rodrigo Huescas.

Det er det første derby siden efteråret 2024, hvor udeholdets fans må være til stede på stadion. Det er dog ikke sket uden drama.

I første omgang fik FCK tildelt 2100 pladser. Men tirsdag aften annoncerede Brøndby, at FCK's udebaneafsnit blev reduceret med 600 pladser.

Det skabte stor vrede hos FCK, der onsdag meldte ud, at der ikke kommer til at blive ændret på antallet af billetter til de københavnske fans.

Tidligere onsdag indkaldte FCK til møde om sagen med repræsentanter fra Brøndbys ledelse om den pludselige begrænsning af udebaneafsnittet.

FCK efterspurgte alternative løsninger, som kunne sikre adgang for de 2100 fans, der allerede havde købt billet.

- Dette kan desværre ikke imødekommes af Brøndby IF, da det sikkerhedsmæssigt ikke kan lade sig gøre med så kort varsel, oplyser FCK.

Alle billetkøbere vil modtage besked om torsdagens kamp, og 600 vil få deres billetter annulleret. Det er ikke blevet oplyst, hvordan de uheldige fans udvælges.

- De annullerede billetter bliver fjernet fra systemet og vil ikke længere give adgang til Brøndby Stadion.

- Til gengæld vil alle de skuffede fans, der ikke længere har en aktiv billet, kunne få en gratis kande øl eller sodavand på Old Irish Pub på Vesterbrogade, hvor kampen vises på storskærm, skriver FCK.

/ritzau/