FC København-træner Jess Thorup er ærgerlig over, at modstanderne for tiden kommer for let til deres mål.

Det hviderussiske fodboldhold Torpedo Zhodino bliver den første opgave for FC København i Europa i denne sæson.

FCK træder ind i anden runde i kvalifikationen til Conference League efter tredjepladsen i Superligaen i sidste sæson. Den første af to kampe spilles torsdag aften i Parken.

Den står dermed hverken på Champions League eller Europa League for FCK i denne sæson, men opgaven bliver ifølge træner Jess Thorup taget mindst lige så alvorligt.

- Den tager vi da mega seriøst. Når folk snakker om Conference League, så spørger de: Hvad fanden er det? Er det en eller anden miniputturnering? Men nej.

- Vi skal huske på, at de hold, vi kommer til at møde, er nogenlunde de samme hold, vi har mødt alle de andre år i kvalifikationen. Der er ikke noget ændret i det. Den hedder bare noget andet, siger Jess Thorup.

FCK er udråbt som storfavorit af bookmakerne mod Torpedo. I tredje runde skal FCK, hvis holdet vinder over hviderusserne, møde bulgarske Lokomotiv Plovdiv eller FC Slovacko fra Tjekkiet.

Derefter skal FCK vinde et dobbeltopgør mere for at komme i gruppespillet, som estimeres til at give 25-35 millioner kroner i indtægter til klubkassen.

- Vi skal kæmpe, alt hvad vi kan for at komme igennem nåleøjet og ind til det her gruppespil, så vi får flere kampe, hvor den enkelte spiller kan blive styrket.

- Der er også noget økonomisk i det for klubben, og det er der, vi gerne vil hen. Så det er vores mål. Det skal vi lægge fundamentet for torsdag, siger Thorup.

Det kræver dog, at FCK bliver bedre til at lukke af bagude. I sidste sæson indkasserede holdet tredjeflest mål af alle i Superligaen - 53 - kun overgået af Lyngby og AC Horsens.

I søndags spillede FCK 2-2 hjemme mod AaB i den første kamp i denne superligasæson. Begge mål blev indkasseret efter personlige fejl i FCK-forsvaret.

- Lige nu giver vi modstanderne lidt for nemme mål på for små muligheder. Hvis de spiller os ud af banen eller hakker den op i krydset, så må vi tage hatten af og sige: Det var godt sparket ind.

- Lige nu kommer de for nemt til de mål, og det skal vi have gjort noget ved individuelt og som hold, siger Thorup.

Træneren kunne derfor godt drømme om rent bur i torsdagens kamp og måske også på søndag i Superligaen hjemme mod oprykkerne fra Silkeborg for at lukke munden på de kritikere, der peger på de defensive kvaler.

- Jeg kan godt mærke, at al fokus lige nu fra medier og fans er på mål imod os. Vi kan jo gøre os selv en tjeneste og starte med at spille et par kampe med clean sheet. Så vi kan få lukket butikken, siger Thorup.

FCK's kamp mod Torpedo Zhodino spilles torsdag klokken 19 i Parken.

/ritzau/