Jacob Neestrup kæmper fortsat lidt med at forstå det.

Søndag stod det klart, at FC København for første gang ikke skal kæmpe om medaljer i Superligaens mesterskabsspil. Og det har ikke helt rodfæstet sig i klubbens træner endnu.

Det gav han udtryk for, da pressen for første gang siden nedturen i søndags fik adgang til træningsanlægget på Frederiksberg onsdag.

- Jeg har ikke accepteret tanken, men jeg har vænnet mig til den, for det er sådan, det kommer til at blive, lød det fra Jacob Neestrup.

Gennem seancen med den skrivende del af pressekorpset medgav han, at skuffelsen hersker i FCK, og at situationen er svær. Men han brugte også mange kræfter på at rette fokus fremad, og han understregede flere gange vigtigheden af lørdagens pokalsemifinale mod Viborg FF.

Han kunne dog ikke undgå at gentage, at der er slået sprækker i klubbens fundament. Og man må ifølge Jacob Neestrup ikke blindt forvente, at FCK bare lige får vendt skuden omgående.

- Vi skal selvfølgelig tro på, at vi kan komme i pokalfinalen. Men det kan også være, at det ikke bliver vendt inden for den nærmeste fremtid. Det kan jeg jo ikke stå og garantere.

- Men jeg kan sige, at alle dem, jeg har snakket med i løbet af de seneste dage, er meget indstillede på at gøre alt, hvad de kan, for at lave så mange træk som muligt, for at FCK kan stå øverst på tronen igen til næste sæson, siger Jacob Neestrup.

FCK har imidlertid brug for hurtig førstehjælp, for på lørdag skal klubben altså forsvare en 2-1-føring i pokalsemifinalens returopgør mod Viborg.

Og Jacob Neestrup talte da også om, at "noget kan fikses nu". Men han ville ikke komme ind på, hvad der omgående kan løfte FCK inden lørdagens opgør i Viborg.

- Det vil jeg ikke være mere konkret på. Det er jo ikke sådan, at fordi vi arbejder på noget, så er det fikset i morgen. Sådan fungerer det ikke altid, lød den lidt selvmodsigende udlægning.

Siden det afgørende nederlag til Randers FC i Parken i søndags, har der været talt meget om Jacob Neestrups rolle. Samtidig har flere medier berettet om ubalancer og uro i klubbens administrative organisation.

Den slags ville Jacob Neestrup dog på ingen måder forholde sig til onsdag.

- Ingen kommentarer, lød det flere gange.

Han gentog imidlertid, at der i FCK er et fælles ansvar for tingens tilstand. Det gælder blandt andre ham selv og spillerne. Og derfor er der brug for at se indad før lørdagens sæsondefinerende opgør.

- Alle skal ruske op i sig selv, for at vi kan komme i en pokalfinale, siger han.

FCK vandt det første opgør i semifinalen med 2-1. Lørdag klokken 17.00 skal føringen forsvares i Viborg.

/ritzau/