FC København offentliggjorde torsdag, at klubben har skrevet en ny kontrakt med den unge angriber Amin Chiakha.

Chiakha har dermed skrevet under på sin første professionelle aftale og får flotte ord med på vejen om at kunne gå hele vejen og tage skridtet til udlandet:

»Amin er en klassisk angriber - en rigtig 9’er, som har et internationalt potentiale, som vi sammen skal forløse i de kommende år. Han har både en fysisk, taktisk og teknisk stærk pakke med alle de nødvendige kompetencer til at blive en stor profil på sin position,”« siger udviklingsdirektør i FCK, Sune Smith-Nielsen, til klubbens hjemmeside.

Angriberen er nummer to på topscorerlisten i den danske U17-liga med 12 mål, og der er altså en stor tro på, at Amin Chiakha kan tage det næste skridt, og derfor har han fået den længst mulige kontrakt, man kan give spillere under 18 år – en treårig aftale.

Teenagerens nye kontrakt gælder dermed til slutningen af 2025, og der er også noget at glæde sig over på dansk ungdomslandsholds vegne.

Det 16-årige stortalents far er af algerisk afstamning, og det afrikanske fodboldforbund havde ifølge B.T.s oplysninger set sit snit til at hijacke den danske landsholdsspiller.

Angriberen blev således tidligere kontaktet med henblik på at spille U17 African Nations Cup, som spilles til april.

Chiakha valgte dog at takke pænt nej til invitationen og stiller i stedet op for de danske ungdomslandshold, hvor han tørner ud for U17-landsholdet. Her har Amin Chiakha lynet seks gange i seks kampe.

Nu har FC København belønnet de mange mål med en professionel kontrakt.