Nicolai Jørgensen scorede kampens eneste mål, da FC København vandt topkampen i Herning over FC Midtjylland.

Herning: Fodboldklubben FC København spillede sig torsdag aften tættere på klubbens første DM-titel i tre år.

Træner Ståle Solbakkens hold vandt 1-0 ude over de regerende mestre, FC Midtjylland, der med nederlaget får svært ved at genvinde guldet.

Nicolai Jørgensen scorede kampens eneste mål tidligt i anden halvleg, og sejren var fortjent.

FCK topper Alka Superligaen med 41 point for 19 kampe. Det er seks point mere end AaB, mens FCM er nummer tre med et minus på ni point i forhold til topholdet.

Første halvleg af torsdagens kamp i Herning forløb uden store højdepunkter.

FCK havde et lille overtag, men de helt vilde muligheder blev det ikke til.

Federico Santander var dog tæt på at komme fri til afslutning, men FCM-forsvareren Nikolay Bodurov fik akkurat prikket bolden til hjørnespark, inden angriberen fra Paraguay fik afsluttet.

Nicolai Jørgensen sendte bolden lige forbi FCM-målet på et frispark, og det var også FCK, der - om end ufrivilligt - var farligst i modsatte ende.

Midterforsvareren Erik Johansson fik med en hasarderet aflevering sendt FCM's Paul Onuachu i løb mod mål, men den over to meter høje angriber fra Nigeria udmanøvrerede sig selv med sine store bevægelser, som bragte ham til fald.

Kort før pausen måtte FCM-træner Jess Thorup tage en skadet Vaclav Kadlec ud og sende Pione Sisto ind i stedet.

FCM's dobbelte målscorer i Europa League-kampene mod Manchester United var noget overraskende droppet til startopstillingen.

Efter 45 taktiske minutter blev anden halvleg indledt med en kæmpe chance til FCK-forsvareren Mathias "Zanka" Jørgensen. Han blev spillet helt fri tæt foran mål, men sendte bolden over målrammen.

Kort tid efter havde Kristoffer Olsson hjemmeholdets hidtil bedste afslutning, men FCK-målmand Robin Olsen fik pareret afslutningen.

En time skulle der gå, før kampens første og eneste scoring faldt.

André Rømer fik hovedet på bolden i en duel med Federico Santander, men uheldigvis for FCM-forsvareren sendte han bolden i retning af eget mål.

Nicolai Jørgensen udnyttede muligheden og udplacerede FCM-målmand Mikkel Andersen fra en spids vinkel.

1-0 til gæsterne, og så var der for alvor pres på de regerende mestre.

Jess Thorup sendte angriberen Marcos Urena på banen i stedet for Kristoffer Olsson, men det lykkedes ikke for mestrene at få udlignet, selv om Paul Onuachu var tæt på med et forsøg på overliggeren.

/ritzau/