Han skiftede til FCK og blev hurtigt en profil i både klubben og Superligaen. Viktor Fischer var et af de helt store navne, han vandt fansenes hjerter, og det hele kørte på skinner.

Lige indtil den kamp i Vendsyssel 30. september 2018, hvor han trådte forkert og blev skadet i anklen.

Noget, der gjorde »pisseondt i en ret ekstrem grad«, fortæller han i et interview med Discovery+, men samtidig forventede han, at det ikke ville vare mere end to eller tre uger.

Sådan gik det dog langtfra, og i stedet blev han sendt ud i en længere skadepause, som tog tid at komme tilbage fra.

»Der ventede en tid, hvor min ankel altid gjorde ondt. Det gjorde den i rigtig lang tid. Jeg vil hellere snakke om, at det blev en svær tid – fordi mine forventninger var jo, at jeg skulle være den bedste spiller i Superligaen og for F.C. København. Jeg tror, jeg afstemte mine forventninger for dårligt, i forhold til hvad jeg havde at gøre godt med,« siger Viktor Fischer.

Han var genstand for stor opmærksomhed, da han kom tilbage. Og hurtigt kom kritikken også af, at han ikke var tilbage på det niveau, han var på inden skaden.

»Jeg tror også, jeres (mediernes, red.) forventning, og vores fans' forventning og omverdenens forventning også var, at jeg var og skulle være den bedste spiller i Superligaen. Det havde jeg lidt svært ved at håndtere, for det kunne jeg ikke være med den ankel, jeg havde. Jeg var ekstremt begrænset fysisk – jeg kunne ikke lave de vendinger, jeg manglede et halvt eller helt sekund i de ting, jeg lavede. Der var jeg måske lidt for dårlig til at håndtere, at omverdenen ville have noget fra mig, og jeg gik måske lidt for meget med på den præmis. Det var faktisk lidt en hård tid,« fortæller FCK-stjernen.

Undervejs – både da han var skadet, men også da han var ved at vende tilbage – var det ikke alt, der kom ud, i forhold til hvor slemt det stod til.

FCK-profilen Viktor Fischer har kæmpet sig tilbage fra en hård ankelskade, som han nu fortæller om.
FCK-profilen Viktor Fischer har kæmpet sig tilbage fra en hård ankelskade, som han nu fortæller om. Foto: Lars Møller
Vis mere

Men Viktor Fischer understreger i interviewet, at han ikke fortryder, at der ikke blev delt mere information om skaden og dens omfang.

»Jeg fortryder, at jeg ikke lod mig påvirke mindre af, at der var stor opmærksomhed omkring, at jeg ikke præsterede lige så godt, men forventningsafstemte bedre med mig selv – hvad jeg så kunne. Hvad var så det bedste, jeg kunne gå ud og præstere? For mine holdkammerater og Ståle mente stadig, jeg præsterede godt nok til at spille. Jeg præsterede godt nok til at starte inde på et hold, der blev danske mestre,« siger offensivprofilen.

Viktor Fischer fortæller i interviewet, at han på et tidspunkt frygtede, anklen ikke ville blive god igen – dog ikke i en sådan grad, at han frygtede for karrieren.