Mandag vandt FCK knebent mod OB og reducerede FC Midtjyllands forspring til 4 point.

Efter kampen sagde Fischer, at han mener, det har været et fantastisk efterår både for holdet, men også for ham selv.

»Jeg er meget optimistisk for det forår, der kommer. Jeg føler mig meget stærkere end i starten af sæsonen, og jeg føler, at jeg bidrager med meget mere. Jeg føler også, at jeg har meget mere overskud til at hjælpe holdet,« siger Viktor Fischer, der har scoret to mål og lavet ni assists i første halvsæson af Superligaen.

»Derudover har vi været fantastisk målt på point (FCK har 46 point efter sæsonens første 20 Superligakampe, red.), vi har haft en fantastisk spirit i holdet, og vi er blevet ved på trods af de udfordringer, vi har haft.«

Han siger dog, at der også er plads til forbedring, og at FCK ikke kan smide ligeså mange point som i den første halvsæson, hvis holdet ikke skal miste titlen som forsvarende danske mestre.

»Der er mange ting, vi stadig skal gøre bedre. Vi kan ikke tillade os at tabe fire kampe til foråret, ligesom vi har gjort i Superligaen i den første halvsæson,« fortæller Viktor Fischer.

Mandag eftermiddag trak FCK det skotske tophold Celtic som modstanderen i 1/16-finalen i Europa League. Klubberne skal møde hinanden i Parken den 20. februar, mens returkampen spilles på Celtic Park en uge senere.

Ifølge FCK-stjernen var det en fantastisk lodtrækning.

FCKs Viktor Fischer i aktion i Europa League-kampen mod Dynamo Kiev i Parken.
FCKs Viktor Fischer i aktion i Europa League-kampen mod Dynamo Kiev i Parken. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg synes faktisk, det var en ideel lodtrækning, fordi vi møder et hold, der kan tiltrække nogle tilskuere. Vi møder også et hold, som bliver fantastisk at spille mod på Celtic Park, som er en af de mest fantastiske arenaer, jeg har spillet på.«

Selvom Celtic er en svær modstander, mener han, at FCK har gode chancer for at slå de regerende mestre fra Skotland ud af turneringen og nå videre til 1/8 finalen.

»Vi møder en modstander, som ikke er helt utopisk at slå ud over to kampe, selvom det bliver rigtig svært.«

I sidste sæson blev FCK'erne allerede slået ud i gruppespillet i Europa League. Holdet endte på fjerdepladsen i sin pulje bag Bordeaux, Slavia Prag og Zenit Skt. Petersborg.