Der skal tre point på FCK-kontoen i torsdagens Europa League-kamp mod Slavia Prag, mener flere af spillerne.

En kamp kan ændre meget i fodbold.

Med fire point efter de to første kampe mod Zenit og Bordeaux i Europa League så det bragende godt ud for FC København.

Men siden har et enkelt nederlag hjemme til Slavia Prag vendt op og ned på eventyret i Europa.

Endnu et FCK-nederlag i torsdagens udekamp mod Slavia Prag vil ifølge Andreas Bjelland sende københavnerne langt ud i mørket og gøre et avancement urealistisk.

- Så ser det ikke godt ud. Det kommer vi nok ikke langt med. Lad os sige det sådan, så det snakker vi ikke om. Vi snakker om at få en sejr, og vi skal ramme dem, hvor det gør ondt.

- Vi skal gøre alt for at få den sejr, så vi stadig er med i gruppen. For taber vi, mens Zenit vinder over Bordeaux i den anden kamp, så er det nok slut, siger Bjelland.

- Vi skal have point med hjem og også meget gerne vinde for at leve i gruppen, så det bliver en stor opgave, siger FCK-stopperen.

Lige nu fører Zenit gruppe C med syv point, Slavia Prag er toer med seks point, mens FCK halter efter på tredjepladsen med fire point. Bordeaux har ingen point endnu. Kun de to bedste hold går videre.

FCK-anfører Carlos Zeca betegner derfor kampen som vital.

- Kampen er meget vigtig for os. Resultatet hjemme var ikke det, vi ønskede. Det kan vi ændre torsdag. Der er to kampe yderligere. Men det her er den mest vigtige kamp.

- Vi skal vinde for at bevare en god position i gruppen, siger Zeca.

Torsdagens opgør i Prag går i gang klokken 21.

/ritzau/