Mikael Antonsson er blevet en del af trænerstaben i FC København og tror, at han har spillet sin sidste kamp.

København. FC København-forsvareren Mikael Antonsson har formentlig spillet sin sidste fodboldkamp på topplan.

Den 36-årige svensker har kontraktudløb til sommer, men vurderer, at den aktive karriere er forbi.

»Ja, det tror jeg. Der findes måske et oldboyshold, som vil have mig,« siger Antonsson til tipsbladet.dk.

LÆS OGSÅ: Kæmpe håndboldskandale: Stjernespillers private billeder går på omgang på herrelandshold

Den rutinerede svensker har spillet syv minutter i den igangværende sæson, hvor han også er blevet en del af trænerteamet omkring manager Ståle Solbakken.

Mikael Antonsson er parat til at hjælpe holdet, hvis der bliver brug for ham i midterforsvaret. Men han ser primært sig selv som assistenttræner.

»Alt er muligt, men nu står jeg her og taler med dig iført en rød jakke, mens spillerne har sort på.«

»Jeg prøver at holde mig i gang, men jeg er langt fra deres niveau,« siger han.

I toppen af videon kan du se eksperterne Flemming Povlsen og Lars Jacobsen analysere, hvad der er brug for i FCK.

Mikael Antonsson har spillet 193 kampe for FCK og 28 på det svenske landshold.

Svenskeren kom til FCK i 2007 fra Panathinaikos i græsk fodbold. Fra 2011 til 2014 optrådte Antonsson for italienske Bologna, inden han blev hentet tilbage til København.

/ritzau/