FC København spillede sig tættere på avancement fra sin EL-gruppe, da FC Lugano blev slået 1-0 i Schweiz.

FC København forsatte torsdag vejen mod avancement fra gruppespillet i Europa League.

På udebane mod FC Lugano vandt FCK 1-0, og dermed topper københavnerne gruppe B med ni point, mens Malmö FF med en scoring i tillægstiden slog Dynamo Kiev 4-3 i Malmø.

Det betyder, at Malmø har otte point på andenpladsen, mens Kiev har seks point på tredjepladsen inden sidste runde 12. december.

Her vil uafgjort i Parken mod Malmø være nok til at sende FCK videre, mens Malmø kan være tvunget til at vinde, hvis Kiev formår at slå Lugano.

Så vil Kiev være bedre end Malmö FF indbyrdes.

Kampen i Schweiz blev spillet noget charmeforladt for under 2000 tilskuere i St. Gallen, som ligger cirka 250 kilometer fra Lugano.

Det skyldtes, at Luganos eget stadion ikke er godkendt til europæiske kampe.

Ståle Solbakken havde nok FCK's lokalderby tidligt søndag mod Brøndby i baghovedet, og manageren så bort fra profilerne Viktor Fischer og Rasmus Falk fra start, mens Dame N'Doye var helt ude af truppen.

Schweizerne formåede flere gange at overrumple FCK med kontraløb og afleveringer dybt i bagkæden i de første 20 minutter.

Efter 25 minutter fik FCK-keeper Karl-Johan Johnsson presset en helt fri Carlinhos til at afslutte fra en vinkel, der blev for spids, og den brasilianske angriber misbrugte kampens største mulighed.

To minutter senere var det så i stedet FCK, der kom foran 1-0, da Nicolaj Thomsen var fulgt med ind i feltet. Han kastede sig ned og headede bolden i mål efter et indlæg fra Karlo Bartolec.

Det punkterede noget af schweizernes trang til at forsøge sig offensivt, og Michael Santos var lige ved at få en friløber, men uruguayaneren kiksede en tæmning.

Carlos Zeca fik et gult kort, og det blev dyrt, da det betød, at anføreren er spærret til sidste gruppekamp mod Malmö FF.

Tre minutter før pausen måtte keeper Johnsson så pludselig igen agere redningsmand for FCK, da Lugano overspillede gæsterne med en lang aflevering til Numa Lavanchy.

Anden halvleg blev indledt med FCK i kontrol, og efter en time virkede det til, at hjemmeholdets skyts var ved at slippe op.

Johnsson var dog ved at tabe bolden i eget felt med 20 minutter igen, men FCK-målmanden undgik et kæmpe drop, og Lugano så ud til at vågne op.

En kæmpe chancen blev misbrugt af Luganos' netop indskiftede Miroslav Covilo, der headede forbi et helt tomt FCK-mål med et kvarter igen, men FCK kørte sejren hjem.

/ritzau/