Selskabet bag FC København, Parken Sport & Entertainment, vil købe sig ind i den svenske klub FC Rosengård.

Det skrev flere medier mandag. Det gælder TV 2 Sport, Bold og Fotbollskanalen.

Siden bekræftede FCK oplysningen på sin hjemmeside og slog fast, at Rosengårds hovedsponsor, Danir, er en del af den mulige investering i klubben fra den tredjebedste række.

- Ambitionen er at løfte FC Rosengård 1917's herre A-hold til det højest mulige niveau og udvikle flere dygtige, unge spillere.

- Der etableres derfor en fælles fodboldorganisation i Rosengård til udvikling af klubben, og partnerskabet kan på sigt udvides med flere akademihold, skriver FCK.

FCK og Danir vil tilføre Rosengårds herrehold "væsentlige ressourcer", og begge klubber beholder deres "uafhængighed og selvstændige lokale forankring".

Både Bold og TV 2 Sport slår fast, at Parken Sport & Entertainment ikke kommer til at eje majoriteten af Rosengård. Svenske regler dikterer således, at medlemmerne af en idrætsforening skal have mindst 51 procent af stemmerne.

2. december skal medlemmerne af Rosengård stemme om forslaget på en ekstraordinær generalforsamling.

- Investeringen forudsætter, at FC Rosengård 1917's medlemmer accepterer forslaget, og at parterne kan nå til enighed om de endelige vilkår, ligesom samarbejdet skal godkendes af det svenske fodboldforbund, skriver FCK.

FCK har især blandt fansene gennem årene opbygget en rivalisering med Malmö FF, som er den største og mest succesfulde klub i byen.

/ritzau/