FC København er dybt frustreret over Brøndbys besked om, at 600 FCK-fans skal fratages deres billet til torsdagens Europa-finale på Brøndby Stadion.

I en update på klubbens hjemmeside skriver FCK: 

»Situationen er under al kritik, og F.C. København finder det stærkt problematisk, at Brøndby IF ikke har formået at sikre sig de nødvendige tilladelser til at afvikle playoffkampen med et fuldt udebaneafsnit.«

Oprindeligt var der solgt 2.100 billetter til fans fra FC København - men af sikkerhedsmæssige årsager annoncerede Brøndby tirsdag, at der kun bliver plads til 1500 udebanefans.

FCK indkaldte torsdag Brøndby og Divisionsforeningen til krisemøde, men det har ikke været muligt at ændre på den pludselige reduktion af billetter.

FC København har endnu ikke afgjort, hvilke fans, der skal have frataget deres billetter. Men der garanteres en læskende trøst.

»Til gengæld vil alle de skuffede fans, der ikke længere har en aktiv billet, kunne få en gratis kande øl eller sodavand på Old Irish Pub på Vesterbrogade, hvor kampen vises på storskærm,« skriver FC København.

B.T. Fodbold

I dagens program dykker vi ned i torsdagens vigtige kamp mellem Brøndby og FCK. Vi vender også de seneste transferrygter og AGFs vilde guldweekend. Vært: Jonas Ryefelt, sportsjournalist på B.T. Medværter: Emil Berggreen og Jannick Liburd, B.T.s fodboldeksperter Producer: Emilie Maja Jeppesen og Frederik Riis-Jacobsen Ansvarlig: Niels Philip Kjeldsen Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.