Én F.C. København-spiller smilede mere end de andre i regnen på klubbens træningsanlæg, 10eren, torsdag eftermiddag.

For midt i en presset tid, hvor de forsvarende danske mestre kæmper en sej kamp for at holde hænderne på Superliga-pokalen, havde Jordan Larsson en glædelig nyhed at fortælle i det silende regnvejr.

Offensivprofilen skulle nemlig skynde sig til Rigshospitalet og tjekke op på sin kone og parrets nyfødte barn.

»Det er fantastisk. Alle, der har fået børn, ved, hvad det er for en følelse, jeg snakker om. Man kan ikke rigtig sætte ord på det – det er bare perfekt,« fortæller svenskeren til den fremmødte presse.

Larssons kone gik i fødsel tidligt tirsdag morgen, og blot få timer efter stod FCK-offensiven med sin nyfødte søn i hænderne.

»Det gik meget hurtigt den her gang sammenlignet med, da vores første søn blev født. Men både min kone og min søn har det godt,« uddyber Larsson.

Jordan Larsson kunne fortælle, at fødslen var gået præcis, som den skulle, og at hans søn og kone har det godt.
Jordan Larsson kunne fortælle, at fødslen var gået præcis, som den skulle, og at hans søn og kone har det godt. Foto: Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

Sønnen, som skal hedde James, er kommet til verden i en periode, hvor svenskeren og resten af F.C. København kæmper med tingene i Superligaens mesterskabsspil, hvor hovedstadsklubben stadig har sin første sejr til gode.

Mere positiv er svenskerens individuelle situation dog på FCK-holdet, hvor han efter en periode med begrænset spilletid nu igen virker til at have spillet sig ind i varmen hos cheftræner Jacob Neestrup.

»Det har selvfølgelig været hårdt. Jeg tror, alle gerne vil spille alle kampe, men vi har en meget bred trup med mange gode spillere, så der vil altid være nogen, der er utilfredse,« forklarer Larsson om perioden, som han har forsøgt at vende til det positive.

»I den situation handler det om at vende frustrationen til noget positivt, så det ikke tager energi fra gruppen. Nu spiller jeg igen, og forhåbentlig kan jeg fortsætte med det.«

I den afsluttende del af sæsonen skal Larsson dog forsøge at hjælpe FCK til sit tredje mesterskab i streg, samtidig med at pligterne på hjemmefronten formentlig bliver flere med tilføjelsen af James til familien.

Med syv spillerunder tilbage af mesterskabsspillet ligger de danske mestre i skrivende stund nummer tre – a point med FC Nordsjælland på fjerdepladsen – med seks point op til FC Midtjylland og førerholdet Brøndby.