Kasper Kusk har aldrig tabt en pokalkamp i sin tid i FC København, hvor det er blevet til tre pokaltitler.

FC København indleder onsdag jagten på den fjerde pokaltitel i træk med en udekamp mod Skive.

For FCK-kantspilleren Kasper Kusk kan det blive den fjerde pokaltitel på seks sæsoner, da han også vandt titlen med AaB i 2014.

Skive bliver et nyt bekendtskab for nordjyden, og han vurderer, at kampen kan ligne weekendens opgør ude mod Helsingør, som endte med at tabe 0-4 til FCK.

- Det kan godt blive en kamp af samme type som mod Helsingør, hvor vi skal skabe kampen, mens de står langt tilbage.

- Så vi skal finde de samme takter frem fra første halvleg, og så kan vi selvfølgelig også håbe på en hurtig scoring.

- Men vi kan nok ikke kan forvente, at de giver lige så meget væk, som Helsingør gjorde et par gange, siger Kusk til klubbens hjemmeside.

Kusk, der ikke selv kom på banen i Helsingør, startede inde mod Lokomotiv Moskva i torsdagens Europa League-kamp og i den afgørende Champions League-kvalifikationskamp mod Qarabag.

- Det er dejligt, at jeg har fået lov at spille lidt flere af de sjovere kampe, og jeg synes generelt, det er gået bedre for holdet og for mig personligt på det seneste, og det skal vi bare bygge videre på.

- Der kommer nok lidt udskiftninger til Skive-kampen, men der er kamp om pladserne, og alle vil gerne vise sig frem og prøve at spille sig på holdet, lyder det fra Kusk.

FCK er i øjeblikket ramt af en del skader. Senest er Mikael Antonsson ude med et overrevet ledbånd.

Skadelisten omfatter også Erik Johansson (korsbånd), Federico Santander (stressfraktur), Nicolaj Thomsen (fiberskade) og Youssef Toutouh (lyskeproblemer).

Der er kampstart på Spar Nord Arena i Skive onsdag klokken 18.15.

/ritzau/