FC København har ikke en chance mod Atletico Madrid. Sådan kunne det i hvert fald godt lyde, når man trissede rundt til pressemøderne inden Europa League-braget mellem de to klubber.

Her er de seks ting, der fyldte noget, da Ståle Solbakken og Diego Simeone holdt hof for pressen.

1. Nicolai Boilesen taler spansk

FCK-forsvareren gik i sin tid i Ajax til spansk-undervisning, da et skifte til Spanien ikke var usandsynligt for den talentfulde back.

»Det bliver nok ikke noget spansk, som, de synes, er fantastisk, men jeg kan da godt forstå nogle gloser, og jeg kan da nok også godt råbe et par af dem, hvis det skulle blive nødvendigt. Men jeg regner med, at jeg kun skal koncentrere mig om at snakke dansk og engelsk til mine egne holdkammerater,« sagde Boilesen.

LÆS OGSÅ: Simeone inden Europa League-braget i Parken: 'FCK er stærke på hjemmebane'

 

2. Er Santander klar?

Federico Santander fik comeback i weekenden mod Randers, men han endte også med en mindre skade. Så hvad var status på ham?

»Santander trænede fuldt med tirsdag. Så må vi se nu, om han stadig kan det, eller der kommer en reaktion. Han trænede ikke søndag eller mandag. Jeg regner med, at han kommer på banen i løbet af kampen,« sagde Ståle Solbakken.

 

3. Diego Costa er blevet hjemme

Der kommer ingen Diego Costa i kamp i København. Angriberen er blevet hjemme i Madrid, men det ændrer ikke det store, tror Ståle Solbakken.

»Jeg tror ikke, det kommer til at betyde så meget i den her kamp, at Costa ikke er med. Han har været ude et halvt år uden kamptræning, og det ser du ved, at han mangler den sidste speed,« sagde FCK-manageren.

 

4. Atletico Madrid er FCK-forbillede

»Nogle af principperne er meget ens. Atletico er et af de hold, som sammen med os spiller bedst zoneforsvar. Formationen er også ens, og de er ofte hårdtarbejdende, ligesom vi er. De har nok lidt flere variationsmuligheder. De kan have fart på kanterne, men de kan også vælge andre typer. Og så har de stor rutine på holdet.

 

5. FCK kan komme i gang, men ikke videre

FC København har sådan cirka 10 procent chance for at gå videre, hvis du spørger Ståle Solbakken. Så for københavnerne gælder det om noget andet, fortalte anfører Kvist.

»Jeg håber meget på, at det kan være en trædesten for os, og at vi kan vise et højere niveau, end vi gjorde i efteråret. Jeg håber, at denne her hårde modstand og denne større kamp, som ikke er Superliga, kan være med til at få det bedste frem i folk, så vi kommer styrkede videre fra de her to kampe. Det er nok svært at komme videre,« sagde William Kvist.

LÆS OGSÅ: Solbakken om FCKs modstandere: Atletico er favoritter til at vinde hele turneringen!

 

6. Kan Atletico tage Europa League seriøst?

De er vant til at være i Champions League - og at gå videre. Så hvordan håndterer Atletico pludselig at skulle spille i den næstbedste turnering i Europa?

»Det var et hårdt slag for os at ryge ud af Champions League, for vi har været i kvartfinaler, semifinaler og to finaler, og det var ikke nogen god turnering for os. Vi har forhåbentlig lært af det, og vi er forhåbentlig styrket, hvis vi skal spille Champions League i næste sæson. Vi går ind til den her turnering på samme måde, som vi er gået ind til alle turneringer de seneste syv år. Europa League er realiteten nu, og vi må tage kamp for kamp, for vi har mange forventninger til den her turnering,« sagde Diego Simeone.