'Som alle andre er vi selvfølgelig meget opmærksomme på udviklingen om Corona-virus i Danmark og Europa.'
Sådan lyder det i en opdatering fra FC København.
Ståle Solbakkens mandskab er lige nu i Tyrkiet for at spille Europa League-kamp torsdag aften, og indtil videre bliver den kamp gennemført som planlagt.
»Førsteholdet er fortsat i Tyrkiet, og der er for nuværende ingen ændringer fra UEFA for i forhold til, at kampen gennemføres, hvorefter holdet planmæssigt flyver hjem i aften,« skriver klubben, der samtidig opfordrer de fans, der er rejst med til Tyrkiet til at 'passe ekstraordinært godt på sig selv'.
Det betyder dog ikke, at der ikke bliver gjort noget. For på nogle punkter har klubben lukket ned.
»Situationen er alvorlig og bekymrende og vi har allerede besluttet, at medarbejdere, der kan, arbejder hjemme, og vi har lukket ned for træning og andre aktiviteter i vores talentafdeling,« skriver FCK.
Det er ikke den eneste Superliga-klub, der har reageret i kølvandet på den udmelding, Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, kom med i går.
Også AC Horsens har gjort noget.
»Vi har også aflyst vores kommende reserveholdskampe, fordi vi ikke ønsker at blande spillere fra superligatruppen med spillere fra vores U17 og U19 hold,« siger klubbens manager, Bo Henriksen, til Horsens Folkeblad.
Den sidste runde af Superligaen blev spillet uden tilskuere, og sådan bliver det også i weekenden, der kommer nu, som det ser ud lige nu.
Også i Italien er der højt alarmberedskab. Den italienske komité (CONI) har suspenderet alle professionelle sportsbegivenheder indtil 3. april, hvilket betyder, at adskillige danske landsholdsspillere ikke kommer i aktion i flere uger i ligaen.
Hvad der præcist kommer til at ske med turneringer som Champions League og Europa League vides endnu ikke.

