En scanning har vist, at Rodrigo Huescas misser resten af FCK's sæson. Nu venter operation og genoptræning.
Det så alvorligt ud, da FC Københavns Rodrigo Huescas onsdag blev båret fra banen i starten af det danske holds Champions League-kamp på udebane mod Qarabag i Baku, og de bange anelser har vist sig at holde stik.
På klubbens hjemmeside skriver FCK, at mexicaneren er ude resten af sæsonen med en skade.
I situationen lignede det, at den 22-årige højreback fik et vrid i det ene knæ, som han med det samme tog sig til.
En scanning torsdag aften efter holdets ankomst til København har bekræftet, at mexicaneren ikke kommer i spil resten af sæsonen.
Nu venter først en operation og derefter længerevarende genoptræning.
- Rodrigo har siden sin ankomst sidste sommer vist sig som en helt igennem dygtig spiller, som er blevet en profil i FC København og Superligaen, siger cheftræner Jacob Neestrup.
- Det er åbenlyst, at vi som hold kommer til at mangle hans kvaliteter på banen, men jeg kan samtidig også love, at alle i og omkring FC København vil gøre alt for at bringe Rodrigo stærkt tilbage, så vi igen får glæde af hans spil på banen.
Ud over Huescas råder FCK på højrebacken over 19-årige Yoram Zague, som københavnerne i sommerens transfervindue lejede i franske Paris Saint-Germain.
Huescas er den anden spiller, FCK mister til en længerevarende skade i sæsonen.
I august blev midtbaneprofilen Magnus Mattsson ramt af en skade, som også holder ham på tribunen resten af sæsonen.
/ritzau/