For Viktor Fischer er Superliga-guld vigtigst. For Ståle Solbakken er der bare ikke både et enten og et eller.

Der er kun både-og. Et ‘FCK skal tage det hele’.

Det måtte FC København-manageren lige opfriske efter 1-1-åbneren mod Zenit i Europa League.

»Så har Viktor ikke hørt godt nok efter, da han skrev under. For der sagde jeg til ham: “Du skal spille i Europa. Du skal vinde pokaler. Og du skal blive en bedre spiller, så vi kan sælge dig for en masse penge”. Og hvis han skal blive solgt for en masse penge, så skal vi være gode i Europa. Der er ikke noget, der hedder enten/eller i FCK. Det har vi aldrig praktiseret. Vi praktiserede det en gang i fjor, men der havde vi også kun 13 spillere til rådighed. Det var i udekampen mod Zlin. Men der var så meget tåge, at der alligevel ikke var nogen, der så det,« sagde Ståle Solbakken.

FCKs Viktor Fischer og FC Zenits Róbert Mak i Europa League-kampen mellem FCK og FC Zenit.
FCKs Viktor Fischer og FC Zenits Róbert Mak i Europa League-kampen mellem FCK og FC Zenit. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Han sagde det med et smil og med godt humør, for kort inden havde netop Viktor Fischer været banens bedste spiller, da FCK kom tilbage fra 0-1 og fik et point mod russiske Zenit.

En kamp, hvor Ståle Solbakken ikke var helt tilfreds med de sidste 20 minutter.

»Vi spillede på præcis den samme måde i de første 25 minutter af anden halvleg og skabte de chancer, som vi også gjorde i første halvleg. Der skal drengene have ros. Men det kostede også mange kræfter, så det var lidt usikkert i de sidste 20 minutter. Der var der mange, der tog mange forkerte beslutninger. Men inden det var det rigtig, rigtig godt mod et rigtig stærkt hold. Det er vi meget tilfredse med. Som han siger på klingende russisk, er det svært at komme tilbage,« sagde Solbakken, der dog ikke var helt lige så glad for Slavia Prags sejr over Bordeaux i den anden gruppekamp.

»Det var en god præstation og et ok resultat, men det var ikke så godt for os, at Slavia slog Bordeaux. Vi ville meget gerne have haft en uafgjort der. Men det er meget vigtigt, at vi fik taget det ene point i forhold til, at Zenit er det bedste hold i gruppen, og de har meget at spille for. Vi tog to point fra dem nu, og så går de måske endnu hårdere efter det i næste kamp.«

FCKs Viktor Fischer og Nicolaj Thomsen i Europa League-kamp mellem FCK og FC Zenit.
FCKs Viktor Fischer og Nicolaj Thomsen i Europa League-kamp mellem FCK og FC Zenit. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere