Den tidligere landsholdsstjerne og FC København-profil Christian Poulsen vender tilbage til Ajax Amsterdam, hvor han skal forfølge sine træner-ambitioner.

Efter planen skal Christian Poulsen være i en slags træner-praktikophold, hvor han skal følge trænerstaben på storklubbens førstehold tæt resten af året.

»Siden jeg stoppede med fodbold, har jeg holdt god kontakt med Ajax og har snakket med dem flere gange. Nu opstod muligheden for, at jeg kunne komme ned her for en periode og lære noget, suge lidt til mig, uden at det nødvendigvis skulle være et fuldtidsjob,« siger den tidligere landsholdsanfører til B.T.

I tirsdags havde han første dag på sit nye ’job’ i Ajax Amsterdam, hvor han spillede i to sæsoner i slutningen af sin lange karriere, som har bragt ham fra komet i FCK over storklubber som Schalke 04, Sevilla FC, Liverpool og Juventus.

Christian Poulsen sammen med Christian Eriksen i Ajax-trøjen.
Christian Poulsen sammen med Christian Eriksen i Ajax-trøjen. Foto: JERRY LAMPEN
Vis mere

Frem til jul er det planen, at 38-årige Poulsen skal tilbringe to-tre dage i Amsterdam, hvor han skal gøre sig selv og forhåbentligt også klubben klogere på aspekter af fodboldtræner-gerningen.

»Jeg havde det rigtig godt med de mennesker hernede i Ajax. Så jeg er glad for muligheden. Men omvendt har jeg da så meget selvtillid, så jeg tror, at jeg kan bidrage med noget. Ellers ville de nok ikke være gået med til det. Jeg havde to gode år hernede som spiller og prægede tingene på en måde, der har gjort indtryk på dem,« siger Christian Poulsen og fortsætter:

»Det, vi har aftalt indtil videre, er, at jeg skal være her i en periode fra nu af og indtil jul. Det er primært førsteholdet, jeg skal følge. Der er lavet et forløb for mig, hvor jeg kommer i kontakt med forskelige personer omkring klubben. For eksempel er der en mentaltræner, jeg også skal have en del at gøre med.«

Sidan karrierestoppet i 2015 har den tidligere midtbanekriger brugt tiden på ’at lande’ i København med sin familie i en ny og mere stille og rolig hverdag, hvor der har været plads til familieliv og rejser.

Christian Poulsen vendte hjem til FCK i 2015.
Christian Poulsen vendte hjem til FCK i 2015. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Poulsen, som har 92 landskampe for Danmark på cv’et, har dog holdt snuden nede i fodboldsporet og færdiggjorde tidligere i år den næsthøjeste træneruddannelse, A-trænerlicensen, ligesom han har været tilknyttet B.93 som træner.

Derudover har Poulsen taget forskellige kurser og uddannelser inden for for eksempelvis mentaltræning og performance som supplement til den mere fodboldfaglige træning. Et område, der særligt interesserer ham.

»Jeg synes, det er spændende, særligt inden for det her individuelle udvikling. I topfodbold handler det om, at hele mennesket fungerer,« siger Poulsen, som endnu ikke har fastlagt, hvordan hans fremtid inden for fodbolden skal se ud.

Det skal opholdet i Ajax Amsterdam være med til at hjælpe, siger han:

»Jeg glæder mig til at lære en masse, så må jeg tage den derfra.«

Christian Poulsen i aktion mod Kaka fra Real Madrid i Champions League.
Christian Poulsen i aktion mod Kaka fra Real Madrid i Champions League. Foto: JAVIER SORIANO
Vis mere