FCK-legenden Cesar Santin fik sidste år en hård melding, da han fik konstateret kræft. 

Men godt et år senere er det gode nyheder fra brasilianeren, der huserede i Superligaen fra 2008 til 2013. 

Behandlingen af kræftsygdommen virker nemlig, fortæller han til B.T. 

'Jeg har det godt, og jeg er færdig med behandlingen. Ved den seneste kontrolscanning sagde lægen, at det var stabilt. De mener, det går godt,' lyder den opløftende melding fra Santin i en besked. 

Det var i juli 2022, at Santin fik nyheden. Dengang gjorde han sig klar til sit livs kamp, som han formulerede det. 

'Jeg har spillet på overfyldte stadioner, jeg har været mester i praktisk talt alle klubber, jeg har spillet i, jeg har scoret mange mål, men i dag begynder den vigtigste kamp i min karriere!,' lød det på Instagram dengang. 

Nu er der så gode nyheder fra brasilianeren. 

Han nåede 220 kampe for FCK og scorede 83 mål i både Superligaen og i Europa.

 Efter karrieren bosatte han sig i Danmark, hvor han altså stadig er at finde.