FC København-spilleren Mohamed Daramy er blevet dansk statsborger.

Det skriver Dansk Boldspil-Union (DBU) i et opslag på Twitter.

Fodboldforbundet var til stede ved mandagens grundlovsceremoni på Hvidovre Rådhus.

Her fik den lovende offensivspiller overrakt en dansk landsholdstrøje af DBU's talentudviklingschef, Flemming Berg.

Daramy, hvis forældre stammer fra Sierra Leone, fylder 18 år tirsdag 7. januar.

Og da hans mor har bestået prøven for at få et dansk statsborgerskab, får fodboldspilleren automatisk dansk pas, fordi han fortsat er under 18 år.

Dermed kan Danmark altså nu pludselig råde over en spiller, der i det forgangne år blev udråbt til et af verdens største talenter af den anerkendte engelske avis The Guardian.

Daramy har boet hele sit liv i Danmark og tidligere fortalt, at han går efter at bære de rød-hvide farver i landsholdsregi.

»Det har altid været en drøm for mig at spille for de danske landshold. Jeg føler mig dansk, og jeg synes, at jeg har arbejdet hårdt for at nå dertil, hvor jeg er,« sagde han i november til Tipsbladet.

På trods af sin unge alder er det allerede blevet til 24 superligakampe.

I denne sæson har Mohamed Daramy spillet 20 kampe og scoret tre mål for FC København på tværs af alle turneringer.

Det unge stortalent har kontrakt med FC København frem til 2022.