FC København er på jagt efter forstærkninger til den kommende sæson.
Og de danske mestre har udset sig Viborg-profilen Elias Achouri som et stort mål.
Tuneseren var en stor oplevelse i sin første Superliga-sæson, hvor han scorede seks mål og lavede fem assists.
Den tunesiske journalist Ahmed Adala mener, at FCK allerede har lagt et bud på 45 millioner kroner på bordet.
Ifølge B.T.s Farzam Abolhosseini er FCKs jagt på Viborg-stjernen reel.
»Men forhandlingerne er i den indledende fase, og der er ro på,« siger han.
»Viborg har ham på en lang kontrakt, så pengene skal være rigtig store. Viborg vil i øvrigt helst sælge til udlandet,« fortsætter B.T.s transferjournalist.
Elias Achouri skiftede til Viborg fra portugisiske Estoril. Han var én af de bærende kræfter på Viborg-mandskabet, der højst overraskende spillede med om medaljerne indtil sidste spillerunde i Superligaen.