FC København gør lige nu 'det værste man kan gøre', vurderer ekspert i shitstorms, mens hverken klubben eller medejer Lars Seier ønsker at svare på den udmelding.

Fanklubben raser, en ambassadør springer fra, og klubkoryfæet Ståle Solbakken trykker også rød alarm efter medejer af klubben Lars Seier Christensen har udtrykt sig kritisk om den ukrainske præsident Volodymyr Zelensky efter konfrontationen med USAs præsident Donald Trump i det Hvide Hus.

Seier ejer 22 % af selskabet bag FC København, og han kobles straks til fodboldklubben, når han ytrer sig, vurderer kommunikationsrådgiver Julius Petersen fra kommunikationsbureauet ATAK Nordic, der har speciale i shitstorms.

»Helt almindelige mennesker kan jo sige, hvad de vil og dele deres holdninger, men når man er så stort et navn som Lars Seier, så må man forvente, at det trækker overskrifter, og en masse interessenter melder sig på banen, såsom fanklubben, den nu fratrådte FCK-ambassadør Jan Grarup og store FCK-navne som Ståle Solbakken.«

»Jeg ved ikke, om man kan kalde det en fejl, men han har sat røven i klaskehøjde.«

I 2019 købte Lars Seier sin store andel i FC København.
I 2019 købte Lars Seier sin store andel i FC København. Linda Kastrup

Nu falder noget af det her tilbage mod FCK, men Lars Seier har jo ikke skrevet opslaget under med 'Lars Seier - medejer af FCK'. Hvorfor ender det sådan her?

»Når man har så stor en ejerandel, så kædes alt, hvad man siger på sin vis fast til brandet. Han er så stor en del af virksomheden FCK, at han bliver koblet, selvom han ikke udgiver det som klubbens officielle holdning.«

»Det er virkelig farligt at blande sig i verdens store debatter, når der er så mange interessenter, der følger med - særligt når det går mod folkestemningen, hvor danskerne i høj grad virker til at ville støtte Ukraine, lige meget hvad. Så selvom Seier kommer med en personlig kritik af Zelenskyj, så bliver det opfattet som en kritik af Ukraine.«

Hjælper det ham, at han i vores podcast 'Borgerlig Tabloid' slår fast, at han 100% støtter Ukraine, og at han ser Rusland som den aggressive part - eller er løbet kørt?

»Løbet er aldrig kørt i krisekommunikation. Vi vil altid råde folk til at komme ud og være en del af narrativet, særligt hvis der er misforståelser om en påstand.«

»Han tager luften af ballonen, men han må også være klar over, at journalister, når de ser sådan et opslag, vil gå ind og plukke de ting ud af et langt opslag, der giver den bedste overskrift. «

Hvor ser du FCK i alt det her? De har jo ikke sagt noget endnu.

»De skal selvfølgelig ud inden for en meget kort tidsramme og præcisere, at det ikke er klubbens holdning. Lige nu er der sikkert snakke bag scenen mellem Seier, FCK-direktionen og kommunikationsafdelingen for at finde ud af, hvordan klubben kan tage afstand fra de dele, hvor de er uenige, men uden at smide Seier under bussen.«

»Det værste, man kan gøre under en situation med krisekommunikation, er at gå i skalkeskjul. Så er man ikke med til at skabe narrativet. De kan ikke lave strudsemetoden - de skal ud og kommunikere,« siger kommunikationsrådgiveren.

FCK står over for storklubben Chelsea torsdag aften.
FCK står over for storklubben Chelsea torsdag aften. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Egentlig havde FCK nok håbet, at folk hellere ville tale om den potentielt største kamp, de har i år, mod Chelsea. Kan man ikke bare sige: 'Vi er en fodboldklub, der ikke går op i storpolitik. Lige om lidt er der kamp, og så er det vist det'?

»Jo, det er et standpunkt, man kan tage. Den store kamp kan tage noget af fokuset, men der vil stadig være journalister, der stiller spørgsmål til det i forbindelse med kampen. Så vil man næsten hellere have klaret kommunikationen før det.«

Er det en storm i et glas vand?

»Jeg tror ikke, at det er en af de shitstorms, som vi analyserer dybere, når året er omme. Det er en uheldig udtalelse, som får en masse presse nu, men det bliver ikke en af de store,« siger Julius Petersen fra ATAK Nordic.

Både FC København og Lars Seier Christensen er blevet forelagt kommunikationsrådgiverens vurderinger, men de har ikke ønsket at svare tilbage. 

Hør Seier uddybe sine pointer i podcasten 'Borgerlig Tabloid' med B.T.s debatredaktør, Joachim B.Olsen, og chefredaktør Simon Richard Nielsen.

Podcast

Debrief med Lars Seier: Zelenskyj vs. Trump

Fredagens pressemøde med Donald Trump, J.D. Vance og Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i det ovale værelse efterlod de fleste seere med åben mund og polypper. En komplet nedsmeltning for rullende kamera, har flere medier beskrevet det som. I dagens afsnit debriefer vi det historiske pressemøde og spørger: Hvad nu? Vært: Joachim B. Olsen, debatredaktør og politisk kommentator på B.T. Gæster:  Lars Seier Christensen, investor og medstifter af Saxo Bank  Simon Richard Nielsen, ansvarshavende chefredaktør på B.T. Tilrettelægger: Maria Asmine Dam Producer: Jens Marrot og Maria Asmine Dam Er du tvivl om, hvad du skal mene om aktuelle emner, så tilmeld dig nyhedsbrevet Borgerlig Tabloid fra Joachim B. Olsen - så får du borgerlig argumenter direkte i din indbakke:   https://www.bt.dk/debat/borgerlig-tabloid-faa-borgerlig-debat-direkte-i-din-indbakke