FCK i millionunderskud: 'Meget skuffende'
De manglende resultater i foråret har kostet på bundlinjen.

De manglende resultater i foråret har kostet på bundlinjen.

Forårssæsonen endte bestemt ikke, som mange FCK-fans havde håbet.
Nu viser det sig, at det ikke kun er det sportslige, der har leveret utilfredsstillende resultater.
For selskabet bag FC København, Parken Sport & Entertainment, har fredag fremlagt et regnskab for det første halvår.
Hele 42,1 millioner kroner lyder underskuddet på, viser regnskabet, der fremgår af FCKs hjemmeside.
»Den sportslige nedtur for F.C. Københavns herrehold i den forgangne sæson præger halvårsregnskabet, og det er meget utilfredsstillende. Vi så hverken den nødvendige udvikling eller de forventede resultater. Det var en meget skuffende situation, som vi også har handlet på,« siger bestyrelsesformand i PARKEN Sport & Entertainment, Henrik Møgelmose og tilføjer:
»F.C. København skal tilbage på toppen af dansk fodbold, hvor klubben hører hjemme. For at sikre at den seneste sæson forbliver et enkeltstående tilfælde, fastholder vi de sportslige investeringer i F.C. København i 2026, da vi er overbevist om, at det er det, der skal til for at sikre holdets comeback.«
De utilfredstillende resultater skyldes, at FCK i sæsonen 2025/2026 missede det danske mesterskab og alene kvalificerede sig til League Phase i UEFA Conference League, lyder det fra direktøren.
Det har angiveligt haft en markant negativ effekt på koncernens økonomi i første halvår af 2026.
Heldigvis for klubben, har Lalandia - som selskabet også ejer - bidraget positivt i det første halvår, hvor vandlandet har haft mere end en million overnatninger.
Efter den skuffende sæson gennemfører F.C. København en større sportslig optimering under den nye Director of Football, Kristjaan Speakman, mens Bo Svensson er tiltrådt som cheftræner.
Samtidig har klubben hen over sommeren fornyet truppen med fokus på at styrke holdet fremadrettet.