Kristoffer Wichmann, der blandt andet har en fortid som cheftræner i AaB, bliver ny assistenttræner i FC København.

Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

44-årige Wichmann erstatter Sergio Almenara, der ifølge FCK har fået en jobmulighed, der gør det muligt for ham at komme tættere på sin familie.

Om den nye mand siger FCK-cheftræner Jacob Neestrup:

»Kristoffer Wichmann er en træner med stor karisma og en masse pondus, som han kan bringe med ind på træningsbanen. Han har leveret flot i tidligere jobs som cheftræner og senest som assistenttræner i Bundesligaen. Både vi og Kristoffer ser det som en god mulighed for begge parter, og vi glæder os over, at han bliver en del af F.C. København.«

Aftalen med Kristoffer Wichmann løber i første omgang for den resterende del af sæsonen.