FCK har udsigt til ungarsk eller armensk modstand
Debreceni eller Pyunik bliver FCK's modstander, hvis klubben går videre i Conference League-kvalifikationen.

Debreceni eller Pyunik bliver FCK's modstander, hvis klubben går videre i Conference League-kvalifikationen.

FC København skal til enten Ungarn eller Armenien i Conference Leagues tredje kvalifikationsrunde, hvis klubben slår ukrainske FC Polissya i anden runde.
Ved lodtrækningen i schweiziske Nyon mandag stod det klart, at FCK kan komme til at møde enten Debreceni FC eller FC Pyunik.
FCK åbner kvalifikationen til den tredjestørste europæiske klubturnering på torsdag, hvor klubben begynder på udebane mod FC Polissya.
På grund af krigen mellem Rusland og Ukraine bliver der ikke spillet europæisk fodbold i Ukraine. FCK's udekamp bliver derfor spillet i den slovakiske by Kosice.
Også FC Nordsjælland var i bowlen ved lodtrækningen i Nyon.
Sidste sæsons bronzevindere i Superligaen skal møde svenske Gais i anden kvalifikationsrunde, og ender det med sejr her, venter enten islandske Valur eller HSK Zrinjski fra Bosnien-Hercegovina.
RITZAU