En tur ned ad Madrids hovedpulsåre - Gran Via - møder dig med trylleshowet Nada es imposible og musicalen El Rey Leon. Hvis det skulle være et varsel, var det i hvert fald ikke om FC Københavns skæbne i Europa League. For det var en umulig opgave at vende 1-4-nederlaget til Atletico Madrid i den første 1/16-finale.

Atletico Madrid tog da også sejren med 1-0 på hjemmebanen Wanda Metropolitano.

Her var masser af tomme sæder, og de mest entusiastiske fans bag målet brugte kampen på at hygge sig med ryggen til mål og vandren fra side til side. Et meget godt billede på spændingsniveauet i kampen.

LÆS OGSÅ Medie: Tålmodigheden er væk - Real Madrid-stjerne færdig til sommer

Til gengæld var der tænding på FCK-fansene, som havde fået Madrid til at summe med danske stemmer dagen igennem, men også deres håb blev piftet efter syv minutter, da Kevin Gameiro bankede et langskudsmål ind bag Stephan Andersen i FCK-målet og sendte Atletico Madrid foran 1-0.

Ståle Solbakken havde inden kampen kaldt det god træning at skulle spille mod Atletico Madrid, og i så fald var det i hvert fald forsvarstræning, for spanierne trillede bolden rundt mellem hinanden, og så havde de udset sig FC Københavns venstre side med Pierre Bengtsson og Viktor Fischer som aftenens mobbeofre. Madrilenerne peb igennem den side af forsvaret gang på gang, og Fernando Torres fik en enorm mulighed for at score fra tæt hold på en af de chancer. Men den forkølede afslutning tog Stephan Andersen.

LÆS OGSÅ Hvorfor er Ståle fredet i FCK? ’Jeg tvivler på, at de kommer lige om lidt’

I den anden ende var FC København på et par sjældne besøg, og det pæneste af dem blev startet af en velspillende Nicolai Thomsen, der med en Laudrup-snorre-finte snød sig ud af et højt pres og sendte bolden videre til Viktor Fischer, inden bolden endte hos Pieros Sotiriou - og derefter et sted ude på tribunen.

FCK-manager Ståle Solbakken brugte pausen på at give Viktor Fischer og William Kvist pause, så de er klar til weekendens opgør mod OB. Og både Robert Skov og Rasmus Falk kom ind med noget spilleglæde og gav liv. Det liv skulle Pieros Sotiriou have vekslet til et mål fem minutter efter pausen. Han vandt for en sjælden gangs skyld en duel over Diego Godin, men han bankede sin afslutning lige på Jan Oblak.

I den anden ende skulle Stephan Andersen også diske op med en stor redning et kvarter senere. Denis Vavro væltede og gav Kevin Gameiro en friløber, men Andersen reddede.

LÆS OGSÅ FCK flirter med skrækscenarie: 'Det vil gøre ondt!'

FCK var generelt mere i boldbesiddelse og med klart bedre offensive idéer i anden halvleg. Og så blev det da også til en regulær debut, da unge Jonas Wind blev sendt ind til kampen med ti minutter tilbage. Og fem minutter senere viste han så, hvorfor Solbakken gav ham den tillid, da han vendte på en tallerken og sendte en fornuftig afslutning mod mål. Men ingen kasse.

Og derfor endte kampen 1-0 og med et samlet nederlag på 5-1 til FC København.

FC Københavns Europa-tur startede i Slovakiet, kom forbi blandt andet Aserbajdsjan og Rusland, men slutter altså i Madrid. Og det er de trods alt nok glade for i København. Nu er spørgsmålet bare, hvornår der igen er europæisk på programmet.