Der var lidt drama i sekunderne efter søndagens 0-0-derby i Parken.

Adskillige af de næsten 8.000 tilskuere i nationalarenaen var utilfredse med hjemmeholdet, der i det meste af kampen var på hælene mod et ungt og urutineret Brøndby-mandskab.

Og det tændte det sydlandske temperament hos FCK-anfører Carlos Zeca, der efter kampen gav sig til at diskutere højlydt med en håndfuld højtråbende fans.

Den ophidsede anfører gestikulerede blandt andet til fansene, at de selv skulle prøve at komme ned på grønsværen og spille. Samtidig klappede andre fangrupper ned mod FCK-kaptajnen.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Efter en tur i omklædningsrummet var pulsen faldet ned, og Zeca afdramatiserede efterfølgende hændelsen.

»Sådan noget er helt normalt. Og det hører til fortiden nu, så alt er ok,« lød det kort fra FCK-stjernen.

Han lignede mest af alt en mand, der gerne ville have sæsonen afsluttet hurtigst muligt.

»Det var ikke en god præstation af os. Vi mistede kontrollen, og kampen var frem og tilbage – og det var lige præcis det, vi ikke ville have.«

FCKs Carlos Zeca og Brøndbys Morten Frendrup under superligakamp mellem FCK- Brøndby IF i Telia Parken søndag den 12 juli 2020. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
FCKs Carlos Zeca og Brøndbys Morten Frendrup under superligakamp mellem FCK- Brøndby IF i Telia Parken søndag den 12 juli 2020. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det har været en meget svær sæson. Nu skal vi afslutte den på en god måde. Problemerne er der, og dem skal vi have løst – for de går ikke væk af sig selv.«

Hvad er jeres problemer?

»Problemerne er, at vi i de to seneste kampe har spillet stærke første halvlege, og så ændrer vi udtryk. Jeg ved ikke, om det skyldes, at mesterskabet er ude af vores hænder. Det er ikke let for os.«

»Vi skal forbedre os. Med bolden. Og vi skal spille, som vi gjorde i første halvleg mod FC Midtjylland.«