Coronakrisen har gjort ondt på Parken Sport & Entertainment, der er selskabet bag FC København.

Og derfor forventer selskabet da også at komme ud af regnskabsåret 2020 med et underskud på mellem 150 og 200 millioner kroner før skat.

Det oplyser Parken Sport & Entertainment i en fondsbørsmeddelelse.

Tidligere forventede selskabet at komme ud med et resultat mellem nul og 20 millioner kroner i overskud.

Bestyrelsesformand i FCK, Bo Rygaard.
Bestyrelsesformand i FCK, Bo Rygaard. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Den nye resultatforventning er behæftet med stor usikkerhed, lyder det fra bestyrelsesformand Bo Rygaard:

»Vi er fortsat i en situation, som bogstaveligt talt ændrer sig fra dag til dag i begge retninger. Det er naturligvis frustrerende og ærgerligt, at covid-19 har ramt os hårdt over en bred front fra fodbolden til Lalandia, men vi kan glæde os over, at både FC København og Lalandia - under de vanskelige forhold - har leveret tilfredsstillende resultater.«

Forventningen baserer sig blandt andet på, at FC København skal kvalificere sig til Europa League-gruppespil i den kommende sæson, hvilket har en værdi af 50 millioner kroner før skat.

Selskabet forventer at komme ud af 2020 med en omsætning i niveauet 550-650 millioner kroner. Tidligere hed forventningerne 900-950 millioner kroner.

Parken Sport & Entertainment ejer også Lalandia-badelandene, der længe holdt lukket på grund af coronavirus.