FC København har sikret forstærkning til forsvaret.

Lørdag oplyser klubben, at Asger Sørensen er blevet købt fri af Sparta Prag og skifter til FCK på en treårig kontrakt.

Dermed er 30-årige Sørensen tilbage i dansk fodbold efter at have spillet hele voksenkarrieren i udlandet.

Han satser på at kunne vinde titler under sit ophold i FCK.

- For mig handler det ikke om at komme hjem, det handler om ambitioner og udvikling. Jeg har mål og drømme, jeg vil opnå, og jeg har lige præcis valgt FCK på grund af ambitionerne.

- Jeg er sulten efter at spille i Parken og i Europa, og jeg har faktisk aldrig prøvet at spille i Superligaen, det glæder jeg mig meget til, siger Asger Sørensen.

Han spillede ungdomsfodbold i Silkeborg og FC Midtjylland, inden han i 2014 skiftede til østrigske RB Salzburg. Siden har han også været forbi tysk fodbold, inden han i 2022 skiftede til Sparta Prag og blev en stor profil.

FCK's fodbolddirektør, Kristjaan Speakman, fremhæver Asger Sørensens hovedspil som en vigtig faktor fremadrettet.

- Vi ønskede at hente en fysisk stærk midterforsvarer, og Asger har disse kvaliteter. Men hans profil rummer meget mere. Hans evner med bolden er på et højt niveau, og hans lederegenskaber vil gavne vores trup, siger fodbolddirektøren og fortæller, at der har været tale om et langstrakt forhandlingsforløb.

Cheftræner Bo Svensson er glad for at øge konkurrencen i centerforsvaret.

- Asger bringer en rutine og en ro til vores bagkæde. Han er rolig både med fødderne og hovedet, og han tager et stort ansvar for holdet. Samtidig er han uhyre forudseende i defensiven, siger cheftræneren.

Asger Sørensen var i oktober 2024 udtaget til det danske landshold, men fik ikke debut.

RITZAU