FCK er stensikkert videre i Conference League-kvalifikationen med en samlet 5-3-sejr over Lokomotiv Plovdiv.

Der var klasseforskel, da FC København på hjemmebane torsdag aften tog skridtet videre til den sidste del af Conference League-kvalifikationen med en sejr på 4-2 og 5-3 samlet over bulgarske Lokomotiv Plovdiv.

Nu står kun to kampe i playoffrunden mellem FC København og gruppespillet i turneringen.

Sejren kom i land efter 90 minutter, hvor FCK indledte med et tidligt mål, inden de danske værter med stort initiativ og fart i spillet kom frem til så mange chancer, at det kun var dårlige afslutningers skyld, at FCK ikke var foran med fire efter et kvarter.

Europa Conference League-kamp mellem FC København og Lokomotiv Plovdiv i Telia Parken, torsdag den 12. august 2021.
Europa Conference League-kamp mellem FC København og Lokomotiv Plovdiv i Telia Parken, torsdag den 12. august 2021. Foto: Claus Bech
Vis mere

Bulgarerne haltede generelt efter og kunne ikke følge med velspillende FCK. Alligevel fik de rystet værterne i første halvleg i en fin periode på ti minutter, hvor en bulgarsk dødbold endte i FCK's mål og skabte en anelse tvivl i Parken.

FCK fik dog lukket kampen med et mål på hver side af pausen, inden bulgarerne reducerede til sidst.

Unge Mohamed Daramy, som FCK forhandler med belgiske Club Brugge om et muligt salg af, spillede en særdeles strålende kamp med et mål og to oplæg til følge.

FCK's fest blev sat i gang af højrebacken Kevin Diks, som scorede sit tredje mål i FCK-trøjen efter 11 minutter, og det var også ham, der øgede til 2-0 på et strålende angreb, hvor Daramy efter fine driblinger fandt backen alene foran mål.

Trods utallige FCK-chancer var det Lokomotiv Plovdiv, der scorede det tredje mål. Kaptajn Dimitar Iliev udnyttede en løs bold efter en dødbold til at sparke 1-2-målet ind bag FCK's keeper Kamil Grabara efter en halv time.

Europa Conference League-kamp mellem FC København og Lokomotiv Plovdiv i Telia Parken, torsdag den 12. august 2021.
Europa Conference League-kamp mellem FC København og Lokomotiv Plovdiv i Telia Parken, torsdag den 12. august 2021. Foto: Claus Bech
Vis mere

Det gav Plovdiv lidt medvind, men FCK's Pep Biel punkterede det bulgarske håb med en 3-1-scoring inden pausen og kort inde i anden halvleg kunne Daramy så sparke 4-1-målet i kassen.

De sidste 45 minutter handlede mest af alt om at køre sejren hjem for FCK, der fik taget tempoet ud af kampen.

Det lykkedes, men noget skuffende indkasserede FCK til sidst til målet til 2-4 ved bulgarernes Lucas Salinas.

/ritzau/

Genoplev kampen i LIVE-bloggen her: