»Jeg er skuffet. Det skal gøres bedre, for vi er den bedste klub.«
Sådan lyder det fra FCK-fanen Thor inden pokalsemifinalekampen mod Viborg onsdag aften.

Heldigvis for Thor endte FCK med at vinde kampen 2-1, men det er langt fra en selvfølge i øjeblikket.
I Superligaen ligger klubben nummer fem med tre nederlag i streg, inden lørdagens kamp mod FC Nordsjælland, og det påvirker Thor, der er taget i Parken med sin ven Markus.
»Det er ikke det bedste, men det vender nu. Der skal bedre præstationer til fra alle spillere,« siger Markus.
En anden, der også er taget i Parken med sine venner, er Lars.

Hans fanrejse går langt tilbage til dengang, han som 10-årig tog i Idrætsparken med sin far for at se KB mod Mönchengladbach.
50 år efter er han stadig fan, og derfor er nederlag noget, han har prøvet før.
»Indtil nu har det ikke været en god sæson. Men der er ikke noget at gøre ved det. Vi kan ikke vinde hver gang. For mit vedkommende har der været dybere kriser end den, der er lige nu. Jeg er stadig tilfreds med sidste års resultater,« siger Lars, der henviser til sidste sæson, hvor FCK sikrede dobbelt guld og Champions League-pladser.
Alligevel har Lars nogle anklagepunkter rettet mod klubben, som bekymrer ham:
»Vi har været heldige, at vi har haft pengene, og gode nok spillere har gjort, at vi har vundet så meget på de sidste år. Men nu bør FCK være meget mere overlegende.«
»Det er ved at blive en smule for DJØF-agtig en organisation, hvor man tror, man kan følge en eller anden form for plan uden at have hjertet med. Der er for lidt hjerte, og der er for lidt fight. Det kører på autopilot lige nu,« fortsætter han.
En fjerde der er taget i Parken er Jesper, der er til fodbold med sine to børn, Folmer og Veto.
Han ærgrer sig over, at det ikke er et FCK, der buldrer afsted, som han ellers ønsker det. Og det påvirker hele familien, når de tager til kamp.

»Det er en kombination af ærgrelse og frustration. Vi har et fint hold på papiret, men måske også et hold, der nogle gange virker hovedløst. Der burde være grundlag for flere point og færre fejl med de spillere, de har,« siger Jesper, og Folmer stemmer i:
»De skal bruge flere af de penge, de har – men ikke på dårlige spillere.«
Du kan lytte med på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

