Til tirsdagens Champions League-kamp i Parken, blev der af en FCK-fangruppering uddelt sedler, som indikerer, at der forud for søndagens derby på Brøndby Stadion, skal afholdes en demonstration – i netop Brøndby.
Årsagen er fanforbuddet, som på søndag har resulteret i, at FC København ikke må have udebanefans med til Brøndby.
Beslutningen om at ikke at lukke udebanefans ind til kampen er taget af Divisionsforeningen, og derfor skal den planlagte demonstration foregå på foreningens adresse i Brøndby, små to kilometer fra de blå-gules stadion.
Demonstrationen, som ifølge sedlen skal forløbe fredeligt, starter søndag klokken ti – kun fire timer inden kampstart på Brøndby Stadion – under det berømte ur på Københavns Hovedbanegård. Herfra vil FCK-tilhængerne, som i øvrigt opfordres til at møde op i hvidt, tage toget sammen mod Vestegnen.

Både Københavns Politi og Københavns Vestegns Politi bekræfter demonstrationen overfor B.T.
»Vi er opmærksomme på demonstrationen på søndag – og det indgår i vores planlægning. Vi er i gang med at etablere kontakt med arrangørerne af demonstrationen. Vi er naturligvis også i dialog med Københavns Politi om denne sag,« lyder det fra Københavns Vestegns Politi.
»Vi er i bekendte med demonstrationen, og vi er nu i dialog med Vestegnens Politi,« bekræfter Københavns Politi ligeledes.
B.T. har været i kontakt med FC København, som udtrykker forståelse for demonstrationens årsag.
»Vi forstår godt, at nogle fans har behov for at udtrykke deres utilfredshed med beslutningen, som vi heller ikke var glade for. De har også som alle andre retten til det,« lyder meldingen fra FCK.
»Det skal selvfølgelig foregå efter de rammer, der er for en fredelig demonstration, som der også bliver lagt op til, så det forventer vi også bliver tilfældet. Når det er sagt, så havde vi foretrukket, at man gjorde det i større afstand til Brøndby Stadion den dag.«