Den absolutte nedtur er en realitet.

Søndag aften tabte FC København 2-1 til Randers FC.

Dermed skal resten af sæsonen tilbringes i nedrykningsspillet.

Noget, der bestemt ikke passer de FCK-fans, som B.T. talte med i minutterne efter slutfløjtet.

»Første reaktion er bare, at det er den værste sæson nogensinde. Det er kæmpeflovt,« sagde Noa Skovgaard Laursen.

Vennen Oliver Østergaard Glud var enig:

Fra højre Noa Skovgaard Laursen og Oliver Østergaard Glud. 
Fra højre Noa Skovgaard Laursen og Oliver Østergaard Glud.  Foto: B.T.

»Det gik galt allerede fra starten af sæsonen. Det er ikke et mesterhold, men et bundhold, der spiller. Spillerne er der ikke, de jagter det ikke. Det er kæmpeflovt.«

Stimen har været dårlig længe, og i de seneste seks kampe er det blot blevet til ét point.

Alligevel har opbakningen til træner Jakob Neestrup været der, når B.T. tidligere har talt med de københavnske fans. 

Indtil søndag aften, hvor meldingen fra de to venner Magnus Westphalen Bengtsen og Kevin Wachenschwanz var klar.

Fra venstre Magnus Westphalen Bengtsen og Kevin Wachenschwanz. 
Fra venstre Magnus Westphalen Bengtsen og Kevin Wachenschwanz.  Foto: B.T.

»Jeg synes, Neestrup skal ryge. Han har fået chancen i lang tid, men han har ikke formået at gøre noget med det hold, han har fået. Vi har brug for en træner, der kan gå ind og sætte sig i respekt,« sagde Magnus Westphalen Bengtsen efter slutfløjtet.

Kevin var enig:

»Jeg tænker det samme. Han har tabt omklædningsrummet,« lød det fra fanen, der var meget påvirket af hele situationen. 

»Det er fandme for pinligt. Jeg har holdt med FCK i 25 år, og for tre år siden frygtede alle hold at komme herind. Det gør de altså ikke i dag – selv hold fra 1. division ville ikke frygte det.« 

Johann Orn Kjartansson var i chok efter kampen. 
Johann Orn Kjartansson var i chok efter kampen.  Foto: B.T.

Den islandske fan Johann Orn Kjartansson var også skuffet efter kampen, men mest af alt var han i chok.

»Jeg kan ikke forstå det. Det er så skuffende. Jeg troede ikke, at et top seks uden FCK var en mulighed.«

I stedet for at spille om medaljer skal FCK nu kæmpe for at undgå nedrykning og en syvendeplads, der giver playoffkampe om en europæisk billet mod klubber som Vejle, Fredericia, Silkeborg, Randers og OB.

Et selskab, som Johann Orn Kjartansson bestemt ikke bryder sig om.

»Det er 10 kampe, der ikke har nogen betydning. Det er ligesom en presæson frem mod næste sæson.«

Afslutningsvis var FCK-fanen heller ikke i tvivl:

»Neestrup skal fyres, det synes jeg.«

Du kan læse B.T.s dom fra søndagens fadæse LIGE HER.