To gange på en uge er flere FCK-fans gået fuldstændig amok.

Så meget, at det er gået ud over flere toiletter og håndvaske, når fansene har været på udebaneture henover påsken.

Mandag delte Randers FC flere billeder på Twitter, efter nogle FCK-fans havde forårsaget store ødelæggelser på udebaneafsnittets toiletter.

Og nu bekræfter Vejle Boldklub, at københavnernes fans ligeledes stod bag nogenlunde samme episode i torsdagens pokalkamp i Nørreskoven. Du kan se billeder fra hærværket længere nede i artiklen.

Her blev der nemlig også ødelagt håndvaske, fortæller Kim Andersen, der er sikkerhedschef i Vejle BK, til B.T.

»Vi kunne konstatere efter FCK-kampen, at der var revet to håndvaske ud af væggen. Det, synes vi, er ærgerligt, når vi havde lagt os i selen for at give dem en god oplevelse. Vi åbnede blandt andet udebaneafsnittet en halv time før end normalt. Så det er en skam,« siger han og fortsætter:

»Vi har nu rakt ud til FCK omkring hærværket.«

På trods af beskeden fra Vejle BK skete det altså igen mandag aften i Randers, og først efter et par timer, hvor kronjydernes billeder på Twitter gik viralt, valgte FC København at kommentere på hærværket.

Smadrede håndvaske på Vejle Stadion.
Smadrede håndvaske på Vejle Stadion. Foto: Vejle BK
Vis mere

'Det er vi sgu kede af at se. Det er dumt uanset hvad. Vi har talt med vores fangrupper, som også tager afstand fra den type adfærd. Vi finder et par nye toiletter, en vask og får sendt til Randers,' skriver hovedstadsklubben på det sociale medie.

B.T. var mandag aften i kontakt med FCK's kommunikationschef, Jes Mortensen, men han fortalte, at han på daværende tidspunkt ikke kendte noget til hændelsen.

Tirsdag var der dog heller ikke ret mange svar at få fra FC København, selv om det nu er kommet frem, at hærværket altså er sket to gange på få dage.

»Vi har ikke mere til den sag,« skriver Jes Mortensen i en sms, da B.T. spørger ham ind til hærværket i Vejle.