Sikkerheden omkring polske Kamil Wilczek er skærpet efter det kontroversielle skifte til FC København

Det vakte opsigt, da Kamil Wilczek - med en status som Brøndbys mest scorende nogensinde - skrev kontrakt med FCK i den forgangne uge.

Siden da har Brøndby-fans raset over skiftet på sociale medier, ligesom de har samledes foran Brøndby Stadion i protest mod det kontroversielle skifte. Polakkens navn er også blevet fjernet fra landsholdsvæggen af utilfredse fans.

Men i FC København er man opmærksom på den unikke situation og sikkerheden omkring Kamil Wilczek.

Kamil Wilczek klistermærke på landsholdsvæggen i Brøndby fredag den 7. august 2020. Klistermærket er blevet vandaliseret efter FCK torsdag offentliggjorde at de har købt den tidligere Brøndbyspiller.. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix)
Kamil Wilczek klistermærke på landsholdsvæggen i Brøndby fredag den 7. august 2020. Klistermærket er blevet vandaliseret efter FCK torsdag offentliggjorde at de har købt den tidligere Brøndbyspiller.. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix) Foto: Claus Bech
Vis mere

»Det gav sig selv, at det ville være en kontroversiel transfer, så vi kunne godt regne ud, at det ville skabe nogle følelser,« siger Daniel Rommedahl, der er Director of Football Operations & International Affairs i FCK.

Her anerkender man, at der skal holdes øje med, hvad der bliver skrevet og sagt om den 32-årige angriber.

»Vi er selvfølgelig mere opmærksomme på ham, især lige nu her, og vi har noteret os de ting, der står på diverse sider og er blevet sagt på internettet. Det handler om at ramme en balance.«

Ifølge Daniel Rommedahl bliver Wilczek ikke bogstaveligt talt fulgt af vagter, men FC København er i dialog med politiet.

Kamil Wilczek har allerede trænet med for FC København.
Kamil Wilczek har allerede trænet med for FC København. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

Det handler om, at polakken skal bruge sin sunde fornuft, siger han.

»Falder vi over noget, der er groft, videregiver vi det til politiet, og så vurderer de i forhold til videre behandling. Vi er opmærksomme, det vil vi altid være. Men det er klart, at der har været lidt mere med ham her end med langt de fleste spillere.«

Da Wilczek satte sin underskrift på en tre-årig kontrakt med FC København var han utvivlsomt bevidst om, at hans skifte ville blive anset som kontroversielt, siger Daniel Rommedahl.

»Han har været meget afklaret med situationen fra dag 1. Afklaret med, at det selvfølgelig ville skabe nogle reaktioner. Men han er fodboldspiller og vil spille fodbold, han vil bo et godt sted og have det godt for sin familie. Det er vigtigst for ham, og så kommer det andet i anden række,« forklarer han.

»Han tager det her i stiv arm. Ellers havde han ikke gjort det.«