Krisen bulderkoger i FC København – hvor man må konstatere, at andre klubber har mere fart i fødderne. På og udenfor banen.
Resultaterne har i denne sæson svigtet mesterklubben – søndag blev det til et pinligt nederlag på 0-2 mod bundproppen Vejle. Og når det kommer til faciliteter må FCK se på, at konkurrenterne investerer i moderne anlæg, mens mesterklubben har hjemme i slidte bygninger på Frederiksberg.
David Bastian-Møller, redaktør på FCK-fanmediet Copenhagen Sundays, har dækket klubben tættere end nogen anden journalist i de seneste år. Og han oplever en frustration i klubben.
Cheftræner Jacob Neestrup har i flere interview ikke lagt skjul på sin skuffelse over, at han ikke får stillet bedre redskaber til rådighed – blandt andet tidssvarende træningsfaciliteter.
»Han er virkelig frustreret. Hvor meget friktion, det har givet mellem ham og ejerne, ved jeg ikke. Men jeg fornemmer, at man i laget over sportsdirektør Sune Smith-Nielsen virkelig er irriteret over at høre de her ting,« fortæller David Bastian Møller.
»De er pissetrætte af at høre om det. Fordi det gør nas, når Neestrup nævner det anlæg, og det gør nas, når han nævner Froholdt-salget. For det er en øm tå.«

Han forudser, at FC Midtjylland trækker fra FC København de kommende år. Fordi midtjyderne kan bruge pengene mere offensivt og ambitiøst end københavnerne.
»FCK har tjent en milliard kroner på tre Champions League-gruppespil de seneste år, og samtidig har man de seneste syv år udbetalt en halv milliard kroner i udbytte til aktionærerne. Og den struktur står i vejen for, at man virkelig kan konsolidere sig som Danmarks førende klub.«
»Det er et sundt tegn, at børsnoteret virksomhed skal tjene et overskud, som ejerne skal have et afkast fra. Men man kunne godt have holdt lidt igen indimellem,« siger David Bastian-Møller.
»Det skal retfærdigvis siges, at de bruger penge. Men de bruges på det efterslæb, man har skabt. Man har Parken, hvor man eksempelvis lige pludselig skal bruge en masse penge på at fikse en tribune, så folk kan hoppe igen. Det er penge, som FCM ikke skal bruge.«
»FCK bruger jo også penge på spillere – men jeg synes bare ikke, at man bruger nok. Så jeg synes, at man på et rigtigt uheldigt tidspunkt har prioriteret at hive et stort udbytte ud. De penge kunne man godt have brugt på eksempelvis at holde fat i Victor Froholdt.«

Efter nederlaget til Vejle er diskussion, om Jacob Neestrups jobsikkerhed blusset op. Men David Bastian-Møller tror, at presset er endnu tungere på sportsdirektør Sune Smith-Nielsen.
»Alle er til diskussion. Men han er 'big time' til diskussion. Jeg fornemmer, at han er mere upopulær end Neestrup. Han har jo den utaknemmelige tjans, at han også skal sælge spillere. Og det der Froholdt-salg altså …«
»Det gibber i mig, hver gang jeg læser, hvor godt han gør det i Porto. Jeg føler 10 procent glæde og 90 procent afsky. Det er fuldstændig forfærdeligt, at han ikke spiller i FCK-trøjen. Og den må Sune tage på sin kappe.«
»Og så er folk bekymret for de mange udlændinge i truppen. Det hører jeg flere og flere tale om – også folk tæt på magten i FCK. Det er blevet en meget broget spillerflok med forskellige nationaliteter og sprog. Og det er Sune Smith, der har sammensat truppen.«
FC København er på fjerdepladsen i Superligaen – og i de næste ro runder venter skæbnekampe mod Brøndby og AGF.


