FC København vil fremover ikke tage på træningslejr i Dubai.

Det skriver klubben på sin hjemmeside. Udmeldingen kommer efter flere fans har brokket sig over, at FC København tager til Dubai, som B.T. beskrev fredag.

Dubai ligger i De Forenede Arabiske Emirater, der kritiseres for brud på adskillige menneskerettigheder, og fansene mente, at en tur dertil stred mod klubbens værdier.

Klubben tager afsted i år som planlagt, men vil fremover ikke tage til Dubai. I en pressemeddelelse skriver FC København:

»Der har i forbindelse med denne vinters planlagte træningslejr til Dubai været meget debat og kritik fra FCK-fans omkring valget af destinationen i forhold til de problemer, der er omkring menneskerettigheder i Forenede Arabiske Emirater.

F.C. Københavns sportslige ledelse med manager Ståle Solbakken i spidsen har på den baggrund valgt ikke at rejse på træningslejr til Dubai i de kommende år. Klubben er dog kontraktuelt bundet i forhold til denne vinters træningslejr, der derfor bliver gennemført.

FCK har aldrig haft andre motiver end at træne optimalt op til forårssæsonen, men vi forstår og respekterer, at det er et stærkt ønske fra vores fans, at vi finder en anden løsning. Det har vi valgt at lytte til.«

Også Brøndby og FC Midtjylland tager til Dubai, og det har ligeledes vakt kritik.

Fredag svarede FC Københavns pressechef således på B.T.s spørgsmål om, hvorfor de tager til Dubai denne januar på trods af kritikken fra fansene. Han fortalte blandt andet, at han forstod fansenes kritik.

»Vi er helt med på, at der er nogle negative ting i det land. Men vi kører også i dieselbusser og flyver til udekampe nogle gange, der er masser af ting, vi gør forkert, kan man sige.«

Jo, men det er jo en aktiv beslutning at rejse til Dubai...

»Det hele er vel aktive beslutninger.«

Jo, men det er meget svært at komme rundt uden at bruge brændstof…

»Jo, men her er det jo også et valg om at sige, hvor er det bedst muligt for os at tage på træningslejr.«

Så i det tilfælde så vægter gode fodboldbaner og vejrforhold højere end menneskerettigheder?

»Jamen, det er ikke en politisk vurdering, vi træffer. Hvis vi skal være dommer om alle ting ude i verden, hvis vi tog politisk stilling til alt, så maler man sig meget ind i et hjørne i den her verden, tror jeg.«

Hvorfor kan I ikke tage politisk stilling?

»Det kunne vi også, men her har vi valgt, at det vigtige er, at vi får en sportslig relevant træningslejr. Og når der ikke er andre instanser, der siger, at dem her må vi ikke samhandle med, jamen, så anser vi det som en mulighed. Det er svært for os at være dommer i, hvor grænsen helt præcis går. Det betyder ikke, at vi ikke deler de bekymringer, der er. Det er en del af vores overvejelser, og det vil det i stigende grad helt sikkert også være fremover.«

Men så vægter I vel også gode fodboldbaner og vejforhold højere?

»Jeg synes ikke, det er fair at stille det så skarpt op, for de andre ting er også med i vores betragtninger,« siger han.

Tidligere hare både norske Rosenborg og svenske Malmö ændret procedure efter fanpres.