I vennekredsen var de delt i to lejre. Der var dem, der elskede Brøndby, og så var der dem, der elskede FC København.
Knægten fra Amager hørte til den sidste gruppe - hos Nicklas Bendtner bankede der et hjerte for løverne.
På den front er der ikke meget, der har ændret sig siden de helt unge år. Både vennegruppen og fodboldgruppen er i dag delt op i henholdsvis et gult og et hvidt hjørne.
»Der har altid været en masse sjov og ballade i de to grupper gennem hele min ungdom og op til i dag,« fortæller Nicklas Bendtner med et stort smil på læben forud for søndagens derby, der bliver angriberens første af slagsen.
Hvis vi havde mulighed for det og sov på hotelværelse sammen, så sad Mike og jeg altid og gassede med hinanden.Nicklas Bendtner
I ungdomsårene spillede han i Tårnby Boldklub og KB, inden han som 16-årig tog springet til England og London-klubben Arsenal. Men trods et hav af klubskifter har FCK altid betydet noget helt særligt for Bendtner.
Det blev også tydeligt, da han ankom til den norske storklub Rosenborg. Her blev han holdkammerat med ingen ringere end Brøndby-drengen Mike Jensen.
»Hvis vi havde mulighed for det og sov på hotelværelse sammen, så sad Mike og jeg altid og gassede med hinanden, mens vi så FCK-Brøndby på skærmen. Der er så mange sjove og gode momenter,« fortæller han.
Men selvom drillerierne og de kække bemærkninger om Brøndby er mange fra Nicklas Bendtner, så er der også plads til en stor omgang respekt for klubben på Vestegnen.

»Jeg har ikke et decideret had til klubben Brøndby på nogen måde. Jeg respekterer klubben og de ting, den står for,« fortæller Bendtner og fortsætter:
»Den stemning, der bliver bygget op omkring kampen, og den stemning, fansene skaber, er helt fænomenal. Det er noget, jeg ved, der også bliver lagt mærke til ude i Europa. Der spørger de, hvilken kamp det er, at de her sindssyge tifoer bliver lavet. Dem skal de virkelig have ros for.«
Søndag står den 31-årige danske stjerneangriber så over for sine første mulige minutter i slaget om København.
Og selvom det er noget, han ser frem til, så er det store rivalopgør mellem de to københavner-klubber ifølge ham ikke, hvad det har været.
»Der har været et skridt mellem klubberne, som ikke er blevet lukket endnu. Hvis Brøndby igen kan komme op omkring os, så tror jeg, det kan blive bygget op til noget større. Så bliver det også lidt mere spændende igen.«
Det skal dog ikke tage noget fra værdien i at kunne score sit første mål for FCK mod netop Brøndby. For selvom derbyet ifølge Bendtner ikke er, hvad det var engang, så ville en scoring i den grad lune.
»Det har været fire enormt hårde uger, så det ville være fedt kunne få guleroden med den første ægte scoring i FCK-trøjen,« siger han og fortsætter:
»Men den gulerod, der også ligger der, er de tre point. Selvfølgelig vil jeg gerne være med, og alle vil jo gerne have helterollen, men vi vinder og taber som hold, Jeg går ind med indstillingen om, at hvis jeg på bedst mulig måde kan hjælpe holdet i den rolle, det nu måtte være, og vi går derfra sejrrigt, så har det været en god søndag.«
Om det bliver en god søndag for Nicklas Bendtner og co. finder vi snart ud af. Braget på Brøndby Stadion bliver sat i gang klokken 14.00.