FC København-direktør Jacob Lauesen undrer sig over, hvordan søndagens uroligheder på vej hjem fra en superligakamp i Jylland kunne finde sted.

Efter københavnernes nederlag til FC Midtjylland i Herning blev FCK-fans angrebet på en rasteplads på vej hjem fra Herning.

»Det er flere steder fremstillet som om det var et tilfældigt sammenstød mellem to rivaliserende fangrupper, men alt tyder på, at det var et koordineret overfald rettet mod FCK-fans,« siger han til klubbens hjemmeside.

Det voldsomme sammenstød mellem FCK- og Brøndby-tilhængere var på en rasteplads ved Rønninge på Fyn, hvor sidstnævntes bus ankom efter de hvidklædte.

Slagsmål mellem FCK- og Brøndby-fans søndag aften.
Slagsmål mellem FCK- og Brøndby-fans søndag aften. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

»Vi havde på forhånd gjort opmærksom på, at en risiko var til stede, og vores fan-busser fulgte de retningslinjer, de havde fået,« siger FCK-direktøren og fortsætter:

»Vi ønsker ikke at pege fingre, men der er behov for en grundig gennemgang af, hvordan de episoder kan finde sted, når risikoen er flaget på forhånd, og det sker på offentligt område, hvor vi som klub ikke har muligheder for at forhindre, at det sker.«

Episoden kommer kort tid efter, at FCK-fans blev angrebet i Dortmund i forbindelse med klubbernes møde i Champions League.

Heldigvis lyder meldingerne fra optrinet på rastepladsen, at alle slap fra stedet uden skader.

Problemerne med fanvold og overfald er FCK-direktøren klar til at drøfte og finde på løsninger, der kan være med til at forhindre, at det opstår.

»Vi er klar til at drøfte nye værktøjer og andre løsninger med både klubber, fans og myndigheder, så vi kan forhindre vold og overfald i forbindelse med fodboldkampe. Det er ikke en nem opgave, men det er en nødvendig opgave, for vi skal én gang for alle have stoppet overfald og overgreb på helt tilfældige fodboldfans,« siger Jacob Lauesen.

Brøndby IFs administrerende direktør, Ole Palmå, var tidligere ude mandag tage afstand fra fanangrebet:

»Der en episode på Fyn, hvor en bus bevidst stopper ved en rasteplads og kommer op at slås og affyrer pyro mod personer fra en anden bus og tilfældige forbipasserende. Det er dybt forkasteligt, og noget vi på det kraftigste tager afstand fra,« lød det fra Ole Palmå.